Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi har anholdt en 44-årig mand, der sigtes for at have dræbt Mette Bønnelykke Herholdt i december 2010.
Den 44-årige er Mette Bønnelykke Herholdts tidligere kæreste.
Politiet fandt tirsdag aften i Dannemare-området på Vestlolland liget af en person, der lå i et udrangeret køleskab.
Liget er endnu ikke identificeret, men politiet formoder, at det er liget af Mette Bønnelykke Herholdt. Liget vil senere onsdag blive obduceret.
Den anholdte nægter sig skyldig i drab, men han erkender at have fjernet liget af Mette Bønnelykke Herholdt, efter at hun i december 2010 døde en naturlig død.
Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi efterlyste den 17. december 2012 den 40-årige Mette Bønnelykke Herholdt, der var forsvundet og med sikkerhed senest set i december 2010 i Vesterborg på det nordvestlige Lolland.
Mette Bønnelykke Herholdt havde kun meget lidt familie og stort set ingen omgangskreds, og det er baggrunden for, at der gik så lang tid, uden at hun var savnet, fortalte politiet i december 2012, da de efterlyste hende.
Hun boede i perioden fra 1. juli 2010 og til sin forsvinden i december 2010 i Dannemare på Vestlolland. Hun havde ellers ingen relationer til Lolland.
Hun har tidligere boet en årrække i Jylland.
Den anholdte er tirsdag formiddag i grundlovsforhør ved Retten i Nykøbing F. Anklagemyndigheden har bedt om lukkede døre.
/ritzau/