Politiet er lørdag eftermiddag rykket ud til Motalavej i Korsør, hvor et knivstikkeri har fundet sted.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på det sociale medie X.
Anmeldelsen om knivstikkeriet tikkede ind klokken 13.37 lørdag.
Flere personer er involveret i sagen. Ingen er kommet alvorligt til skade.
Politiet oplyser ikke, hvor mange der er blevet ramt af knivstik.
Kort før klokken 19 oplyste politiet, at man var færdige med at arbejde på stedet.
En 23-årig mand er blevet anholdt, skriver politiet på X. Det fremgår dog ikke, hvad den 23-årige måtte være sigtet for.
Vi er fortsat tilstede i området omkring Motalavej. Vi modtog kl. 1337 anmeldelse om knivstikkeri. Flere personer involveret. Ingen alvorlig tilskadekomst. Der pågår fortsat indsats i området, hvorfor der henstilles til, at personer i området respektere afspærring mv. #politidk
— Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi (@SSJ_LFPoliti) April 20, 2024
Motalavej kom i december 2023 på listen over parallelsamfund i Danmark. Listen blev tidligere kaldt ghettolisten.
/ritzau/