En kvinde på 27 år er afgået ved døden, efter at hun natten til fredag blev stukket med kniv i en lejlighed i Slagelse.
Forbrydelsen er sket i forbindelse med husspektakler i Frederiksgade, oplyser politiet.
Kvinden blev stukket i maven. En ambulance kørte hende til sygehuset, men her afgik hun senere ved døden.
I lejligheden anholdt betjente en mand på 28 år, der er den dræbtes samlever.
Han er sigtet for drab, oplyser vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen.
- Fra lejligheden bliver der ringet efter hjælp, siger Søren Ravn-Nielsen. Både politiet og en ambulance rykkede ud.
- Da man kommer frem, ligger kvinden i lejligheden, og manden er til stede.
- Det tyder på, at det er et mellemværende mellem de to. Tilsyneladende har der ikke været andre til stede, siger vicepolitiinspektøren.
Fredag formiddag er den 28-årige endnu ikke blevet afhørt. Men det står fast, at politiet vil kræve ham varetægtsfængslet.
Det spørgsmål skal afgøres af en dommer i Næstved fredag eftermiddag.
/ritzau/