Grænsepolitiet, SKAT, færdselspolitiet og fødevarekontrollen slog tirsdag pjalterne sammen og gennemførte en stor kontrol af køretøjer ved Dronninghave Rasteplads.
Mange biler og lastvogne blev vinket ind til siden, og der gik flere fisk i nettet hos de forskellige myndigheder.
En 45-årig mand fra lokalområdet blev anholdt på stedet, da han var efterlyst i en fogedsag. Han blev kørt til retten i Nykøbing Falster for at stå til ansvar for sine indeståender.
SKAT fik fat i to biler som manglede vægtafgift og de lovpligtige forsikringer, samtidig skal både SKAT og fødevareregionen arbejde videre på et par sager om ulovligt arbejde og ulovlige fødevarer.
Færdselspolitiet fik også bid, da en lastvognschauffør havde overskredet køre-hviletidsbestemmelserne, og grænsepolitiet undersøger nu en engelsk indregistreret bil med fem litauere, der også blev standset i gårsdagens store razzia.