Anklager kræver forvaring til drabstiltalt i Maria-sagen fra Herning. Manden nægter sig skyldig.
Den 48-årige drabstiltalte mand, der i denne uge skal forsvare sig ved Retten i Herning, nægter sig skyldig.
Det meddelte han gennem sin forsvarer, da retsmødet gik i gang mandag klokken 9. Manden forlanger at blive frifundet for anklagen, mens anklagemyndigheden kræver en streng straf.
Anklager Charles Conrad fortalte indledningsvis, at anklagemyndigheden vil have manden idømt forvaring. Det er en tidsubestemt straf, hvor den dømte først kan løslades efter lægernes og rettens godkendelse.
Den 48-årige er tiltalt for nytårsnat at have voldtaget og dræbt den 21-årige Maria Møller Christensen. Drabet fandt sted i kælderen på Rolighedsvej 1 i Herning, da den unge kvinde blev kvalt i et par nylonstrømper.
/ritzau/