Der er udbrudt brand i en etagebygning i Viborg. Beboerne må på gaden, mens branden slukkes.
Der er mistanke om, at en brand i en beboelsesejendom i Viborg torsdag aften er påsat.
Der har tidligere på dagen været andre brande i byen, og nogenlunde samtidig med, at der ud på aftenen udbrød brand i bygningen på Rughavevej, kom der også melding om en containerbrand i nærheden, oplyser politiet.
Mens brandfolkene gør deres arbejde færdigt, er beboerne i to opgange evakueret.
/ritzau/