I en sag om hvidvask for 200 millioner kroner er en 53-årig udleveret til Danmark. Seks mænd er fængslet.
En 53-årig mand, der er mistænkt i en stor sag om hvidvask for mere end 200 millioner kroner, er blevet udleveret fra Tyskland.
Det oplyser anklagemyndigheden.
I sidste uge blev seks mænd anholdt i en omfattende politiaktion på 13 forskellige adresser i blandt andet København, Greve, Jyllinge og i Tyskland nær Flensborg.
Dagen efter blev fem af mændene i et grundlovsforhør ved Retten i Kolding varetægtsfængslet frem til 15. april. Nu er den 53-årige, der blev anholdt i Tyskland, så blevet udleveret og varetægtsfængslet.
Ifølge Statsadvokaten for International og Økonomisk Kriminalitet - i daglig tale kaldet Bagmandspolitiet - har mændene svindlet ved hjælp af falske regninger.
Mistanken går på, at de anholdte står bag en række fiktive fakturaer om levering af arbejdskraft, varer eller andre ydelser til hundredvis af danske virksomheder.
Formålet skulle være, at virksomhederne kunne anvende fakturaerne til hvidvask af penge.
Bagmandspolitiet mener, at der er hvidvasket for mere end 200 millioner kroner i 35 lande.
De fem mænd er 58 år, 56 år, 48 år, 46 år og 31 år.Begrebet "hvidvask" dækker over forskellige aktiviteter. Men formålet er altid at få det til at se ud, som om penge stammer fra lovlige aktiviteter, selv om de i virkeligheden stammer fra kriminalitet.
Bagmandspolitiet har i sagen beslaglagt sammenlagt halvanden million kroner. En million er beslaglagt fra en sigtets konto, mens resten er beslaglagt i form af kontanter samt værdifulde ure og smykker.