En vagtmand fra sikkerhedsfirmaet G4S er død af sine kvæstelser, efter at han i nat styrtede ned på et betonunderlag på en byggeplads i Haderslev.
Da der var vagtskifte klokken syv søndag morgen, blev den 69-årige mand ifølge Syd- og Sønderjyllands Politi fundet bevidstløst og hårdt kvæstet.
Manden fungerede som opsynsmand på tøjfirmaet Bestsellers byggeplads i Bramdrup nord for Haderslev. Selskabet er ved at opføre et logistikcenter på stedet.
Tilsyneladende er manden faldet to en halv meter ned. Han døde kort efter, at han blev fundet.
Politiet og Arbejdstilsynet skal nu undersøge, hvordan ulykken kunne ske.
/ritzau/