Tre sager fra grænsepolitiets arbejde i Rødbyhavn og Gedser har fundet vej til de uddrag fra weekendens døgnrapport, som politiet har valgt at dele med offentligheden.
To af sagerne handler om ulovlige dopingmidler. I det ene tilfælde fandt politi og toldmyndigheder nogle anabolske steroider og noget væksthormon i forbindelse med en almindelig kontrol af en bil, der netop var kørt i land fra færgen i Rødbyhavn.
Det skete fredag aften klokken 20.50, og en 24-årig mand blev anholdt og sigtet for overtrædelse af loven om forbud mod visse dopingmidler.
Søndag aften dukkede en lignende sag op, da Toldstyrelsen kontrollerede de rejsende, som kom i land fra færgen i Gedser.
Her fandt man to milliliter testosteron i en 50-årig udenlandsk mands taske, og så blev politiet tilkaldt. Den 50-årige blev derefter sigtet for overtrædelse af lov om visse dopingmidler og fik en bøde på 1.000 kroner, som han betalte, hvorefter han kunne rejse videre.
Den tredje sag handlede om en glemt sikkerhedssele. En årvågen politikadet i indrejsefeltet ved færgerne i Rødbyhavn opdagede fredag aften, at en 54-årig kvinde på bagsædet i en bil, der netop var kørt i land fra færgen, ikke havde nogen sikkerhedssele på. Bilen blev derfor standset, og kvinden blev sigtet for overtrædelse af færdselsloven, oplyser politiet i dets døgnrapport.