Roepolakkerne på Lolland gik aktivt ind i modstandsbevægelsen
LOLLAND Studiet af navnene i Bovrup-kartoteket med de lokale medlemmer af nazistpartiet giver også anledning til andre indfaldsvinkler. Hvem stod ikke i Bovrup-kartoteket?
Når sagen handler om Lolland i 1940'erne, er det slående, at der ikke findes et eneste polsk navn blandt de 350 lokale medlemmer.
Manglen på polakker giver et fingerpeg om, at man godt kunne kende nazismens sande ansigt på det tidspunkt, hvis man ønskede det.
For polakkerne lod sig ikke bedrage. De kendt udmærket til nazismens raceideologi, ifølge hvilken polakker og andre østeuropæere tilhørte en laverestående race og blev behandlet derefter.
Det havde roepolakkerne på Lolland på grusom vis erfaret fra deres hjemland, hvor den tyske hær førte sig voldsomt frem mod både polske jøder og polakker fra sommeren 1939, hvor landet blev ødelagt af tyskernes invasion.
Rigtig mange blandt roepolakkerne på Lolland gjorde en stor indsats i modstandsbevægelsen.
George Nellemann, Nationalmuseet, har indgående beskæftiget sig med polakkerne på Lolland-Falster, og han udgav i 1989 en lille bog for Frihedsmuseet om den polske efterretningstjeneste i Danmark 1940-45, der hedder "For Danmarks frihed og Polens ære".
Heraf fremgår det, at denne del af modstandsbevægelsen havde sine rødder i Nakskov med spejderleder og lærer på den katolske Stenoskole, Adam Sokolski, som initiativtager.
Han igangsatte denne efterretningstjeneste, der sendte oplysninger til den polske eksilregering i London og dermed bidrog til de allieredes krigsførelse.
Af bogen fremgår det, at Marian Sidor fra Maribo blev arresteret af det danske kystpoliti i 1943. Også Edward Sidor fra Maribo og Edward Skalka fra Nakskov blev sat i fængsel.