Så stille kan en pandemi passere forbi

ARNINGE Mens jeg cykler de små 400 meter fra mit hjem hen til mine genboer Jens og Ruth Tronholm Hansen, tænker jeg på, hvordan jeg havde det med at opsøge dem - og andre af mine naboer og genboer - for knap et år siden, hvor jeg tog på rundtur i min egen landsby for at spørge dem: Hvordan går det - i denne coronatid?

Jeg var i tvivl, om folk mon ville snakke med mig, når jeg kom anstigende. Ville de blive bange, vrede, bede mig gå eller simpelthen undlade at åbne? Det var derfor nærmest i andægtighed, at jeg åbnede deres låger, betrådte deres fliser og perlegrus, eller skridtede henover deres gårdspladser for forsigtigt at banke på. Det føltes som helligbrøde sådan at betræde folks "safe spaces" - deres private og ukrænkelige sted, hjemmet, hvortil de var blevet bedt om at fortrække. Men jeg skulle jo ikke ind, beroligede jeg mig selv. Kun banke på, træde tre til fem meter tilbage og så håbe på, at jeg mødte nogle mennesker, som havde lyst til at fortælle, hvordan de havde det. Og det gjorde jeg. Mine naboer og genboer ville gerne dele den uvante situation, som vi var fælles om at være havnet i og skulle finde ud af at være i - og stor var min lettelse.

Nu opsøger jeg dem igen knap et år senere, på årsdagen for nedlukningen 11. marts. For Jens og Ruth Tronholm Hansen har indvilliget i, at de gerne vil fortælle, hvordan de har haft det i dette corona-år.

- Det har ikke rigtig berørt os, siger Jens, og hans kone Ruth nikker.

Nogle tal er skiftet ud. Jens er ikke længere 86 år, men 87. Ruth er ikke længere 91 år, men 92. Men ellers ligner livet stort set sig selv.

Jens og Ruth bor fortsat sammen med deres nu 57-årige søn Peter. Sidst havde han travlt med at passe sit hjemmearbejde fra spisebordet, nu er han tilbage på sin arbejdsplads, hvilket betyder, at den midlertidige forandring er overstået. Det betyder også, at vi uden at forstyrre ham kan slå os ned ved spisebordet for at snakke. For ja, denne gang rykker vi indenfor, fordi det regner, river og rusker udenfor, og fordi vi har rutinerne med både afstand, håndsprit og mundbind veletableret.

Men måske mest afgørende, fordi Jens og Ruth er blevet vaccineret.

De fik første stik 15. februar og andet stik i mandags, 8. marts.

- Det gik nemt, fortæller Jens.

- Peter skaffede os tiderne over nettet, kommunen var endda flink at ringe for at spørge, om vi havde brug for hjælp, men det havde vi jo ikke, for Peter kørte os også derhen.

Så ingen udfordringer, alt gelinde, selvom det har forlydt, at systemet til tidsbestilling har kunnet få selv it-kyndige midaldrende voksne til at bryde sammen i gråd af frustration.

De nu veloverståede stik har de fejret med "et stykke brød og en af de små klare".

Jens og Ruth har ingen bivirkninger mærket.

- Det er vi meget glade for, siger Jens.

- Ja, det er vi meget glade for, gentager Ruth.

Ruth er fortsat ikke så godt gående. Hun husker heller ikke så godt. Hun siger det samme igen og igen og spørger om de samme ting.

- Vi har holdt for mange fødselsdage, siger Jens.

Jeg genkender vendingen fra sidste år.

Det slår mig, hvor lidt der vitterligt synes forandret fra sidste år, og hvor urørte de to ældre menneskers liv ganske rigtigt har været, præcis som de selv giver udtryk for. En corona-pandemi til trods.

Så stille kan en pandemi med potentiale til at forårsage død og ulykke passere forbi. Det tænker jeg, mens vi sidder der i stuen omgivet af et væld af billedrammer med portrætter af deres fire børn, ene barnebarn og to oldebørn.

Og jeg noterer mig, at det netop er pointen, i hvert fald regeringens, at nedlukningerne og restriktionerne har skullet beskytte de sårbare og de ældre.

Det er lykkedes for så vidt Jens og Ruth.

De gør fortsat rent om torsdagen. Jens støvsuger og vasker gulv. Ruth tørrer støv af. Peter kommer hjem fra arbejde og laver aftensmad. Jens handler lørdag eller søndag, det kommer stadig an på tilbuddene.

- Vi har ikke rigtig lavet noget om.

Sådan lød det sidste år, og sådan lyder det nu.

Og dog.

For godt nok render de fortsat ikke rundt og snakker med naboer, som de plejede. Det er jo ikke sikkert, at de andre er vaccinerede endnu - og hvem ved, hvad man kunne bringe videre til dem. Men de ser heller ikke barnebarnet og oldebørnene så meget, som de gerne ville. Men det handler måske ligeså meget om den geografiske afstand, som det handler om corona, funderer de.

Snart er det tid til at gå i haven igen. Det er Jens' gebet. Han slår græs og planter agurker og tomater i drivhuset. Ruth går sine runder med rollatoren og høster, når tid er.

- Vi tager en dag ad gangen, siger Ruth igen og igen.

Læs også artiklen fra marts sidste år: "På rundtur i min egen landsby"