Annonce
Bolig og livsstil

Alphabeat vender tilbage: Vores mavefornemmelse tog over

Alphabeats debutalbum "Alphabeat" udkom i 2007. Senere fik britiske pladeselskaber øjnene op for bandet, og året efter blev albummet genudgivet internationalt under titlen "This Is Alphabeat". Det indeholder bandets største hit "Fascination". (Arkivfoto) Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Lysten og energien er tilbage hos Alphabeat, der berusede i et sommerhus har genfundet bandets "feeling".

Alphabeat blev et af Danmarks største popfænomener i 00'erne og solgte samlet over 1.000.000 singler og albums.

I 2012 gik bandet, der startede karrieren allerede i gymnasiet, imidlertid fra hinanden for at prøve nye veje og følge andre musikalske drømme.

Men nu er Alphabeat tilbage.

- Da vi besluttede at holde pause, havde vi ikke nogen idé om, hvorvidt lysten til at lave musik sammen i bandet ville komme igen. Men den er der nu, siger frontsangerinden Stine Bramsen til Ritzau Fokus.

I de mellemliggende år har hun skabt sin solokarriere, hvor flere numre kontinuerligt har lydt i radioen, imens hendes medforsanger Anders SG sammen med Alphabeats guitarist Anders B i 2016 dannede gruppen Thanks.

Bandmedlemmerne har også fået børn. I alt tæller de to frontsangere sig frem til, at der nu er ikke mindre end 14 børn blandt de seks medlemmer.

Derfor var det et tiltrængt afbræk for de seks, da de sidste år mødtes i et sommerhus på Sjællands Odde og drak en ordentlig omgang bajere. Samtidig begyndte de at spille musik sammen, og så genopstod magien.

- Vi kunne mærke det. Vi var lidt på røven over, hvor fedt det var. Det var "point of no return", siger medforsanger i Alphabeat Anders SG.

Det var egentlig i Thanks, at den store reunion begyndte. Anders B, der også kaldes Bønne, og Anders SG sad pludselig med nogle sange, der ikke rigtigt passede ind nogen steder.

- Så sagde Bønne: "Prøv lige at sæt dig ned. Hvad nu, hvis det her var en Alphabeat-sang?"

- Sangen var jo ikke færdig på nogen måde. Det var bare en skitse. Og den var sådan lidt countryagtig. Jeg havde slet ikke tænkt på det på den måde, siger Anders SG.

Men han kunne godt se idéen, så de to gutter ringede til Stine Bramsen. Hun var frisk med det samme.

- Vi spillede sangen, og der kunne vi bare mærke, at der var en "feeling", som vi måtte udforske noget mere. Det "triggede" os, siger han.

Siden fik de overtalt de resterende tre bandmedlemmer til at tilslutte sig. Rasmus Nagel, Anders Reinholdt og Troels Hansen har alle job ved siden af musikken, og to af dem bor i Silkeborg. Derfor skulle flere tråde samles, før det hele gik op logistisk.

- Vi vidste, at hvis vi skulle gøre det her, så skulle alle være med. Vi har altid været en bande, og vi har altid tænkt, at hvis én droppede ud, så var der ikke noget band, siger Anders SG.

- Men det har været en proces at samle alle. Fra første gang vi mødtes, hvor nogen tænkte "Øh, okay, spændende", til at man har kunnet mærke, hvordan mavefornemmelsen tog over, og hvordan alle har givet sig hen til det. Og det er der, at den vilde energi kommer. Når vi har den energi, så bliver det voldsomt, siger han.

Forsangerinden Stine Bramsens musikalske soloeventyr, der har bragt hits som "Prototypical" og "Woman" med sig, bliver nu sat på standby.

Hun har fokuseret meget på at skrive personligt og at røre folk med sit eget musik.

- Nu glæder jeg mig bare sindssygt til at se ild i øjnene på publikum, der har lyst til at danse og skråle med, siger hun.

Hun mener, at det sætter sit præg på musikken, at de hver især er blevet ældre og har fået mere erfaring.

- Vi har dygtiggjort os, og jeg har fået en helt anden selvtillid på scenen.

Stine Bramsen har selv to børn, der helt naturligt har ændret hendes måde at arbejde på. Det kræver mere planlægning at skabe musikken i dag.

- Man har flere bekymringer og forpligtelser. Og derfor bliver Alphabeat måske et endnu federe frirum. Det er ikke særligt tit de seneste år, at jeg har kunnet tage i sommerhus med mine venner og drikke mig fuld samtidig med, at vi skaber musik, som vi er stolte af, siger hun.

- Lige nu sætter vi virkelig meget pris på det, fordi det føles så unikt. Og selvfølgelig er der et eller andet i, at vi kørte derudaf i ti år og oplevede vildere og vildere ting. Vi glemte nogle gange at stoppe op og tænke: "Hey, vi opnår nogle ret vilde ting lige nu," siger Stine Bramsen.

Det har bandet med de sprøde og dansable pophits nu haft god tid til at tænke tilbage på. De har et album på vej, men en stor del af fokus ligger, som det altid har gjort, på livekoncerterne.

De er spændte på, hvordan de lander i et musiklandskab, der har ændret sig betydeligt, siden de sidst lavede musik sammen.

- Der er så sindssygt meget musik i dag. Der bliver udgivet crazy meget musik. Men det er også blevet virkelig populært at gå til koncert i Danmark, og det er jo de bands, der har leveret igennem mange år, der kan lokke folk til.

- Og det føler vi ligesom, at vi kan. Vi har leveret sange kontinuerligt og har et stort musikkatalog med, siger Anders SG.

Singlen Shadows, der er skabt i sommerhuset på Sjællands Odde, udkommer 1. marts.

Lige nu er de ved at finde en dato for deres nye album, der forventes i efteråret, hvor de også spiller koncerter i Aarhus Congress Center 23. november og 30. november i KB Hallen.

  • Alphabeat
    Alphabeats debutalbum "Alphabeat" udkom i 2007. Senere fik britiske pladeselskaber øjnene op for bandet, og året efter blev albummet genudgivet internationalt under titlen "This Is Alphabeat". Det indeholder bandets største hit "Fascination". (Arkivfoto) Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Annonce
Annonce
Annonce
112

Stoppet af politiet: Bilist uden kørekort ville gratis med færgen

112

Politiet tog bilen og sigtede kvinden for et hav af forhold

Lolland

Lolland er helt i toppen: Intet sted er den grønnere

Indland

Dansk myndighed afblæser gasforsyningskrise

112

Stukket i ryggen med kniv: Nu har han meldt sig selv

Sport

Niklas Landin stopper på landsholdet

Lolland

Skimmelsvamp sender 180 væk: De er begejstrede over løsning

Sport

Markant flere til håndbold: Tilskuerne strømmer ind i den nye hal

Politik

S-politiker med fortid på Falster trækker sig efter "Den sorte svane"

112

Familie på gåtur fandt knogle fra Emilie Meng

Vejret

Vink farvel til sommervejr: Nu kommer regnen og blæsten

Indland

Nu er får de ældre anonym samtalelinje

Guldborgsund

Socialbevidst kok er ny forpagter på familiecamping

Madens Folkemøde

Hun er særdeles tilfreds: - Jeg kan slet ikke finde på noget dårligt at sige

Indland

It-forsker opfordrer Ticketmaster-brugere til at skifte kode

Annonce
Annonce
Guldborgsund

Statsministeren på dobbelt-besøg på Falster

Lokal nyt

Glæder sig over flere penge til vanskeligt stillede kommuner

Udland

Brandmand mister livet i redningsaktion under sydtyske oversvømmelser

Madens Folkemøde

Kendt forfatter på lollandsk mad-mission

Erhverv

Lander millionoverskud trods vanskeligt år

Indland

Færre strande får blåt flag - ny ordning vinder indpas

Madens Folkemøde

Ø-formand ”scoutede” på folkemøde