Skuespilleren Ashton Kutcher skal i vidne i sagen om hans ekskærestes mord.
Hollywoodstjernen Ashton Kutcher taler meget sjældent om den fatale dag i 2001, da hans daværende kæreste, den 22-årige Ashley Ellerin, blev myrdet.
Men nu skal han i vidneskranken og fortælle, nøjagtig hvad der skete den aften, hvor hun blev slået ihjel.
Ashton Kutcher har nemlig fortalt politiet, hvordan den unge modestuderende, der også arbejdede som stripper, havde ringet og spurgt, om de kunne mødes.
Ashton Kutcher havde fortalt hende, at han ville komme forbi hendes hjem i Hollywood Hills senere på aftenen, men da han bankede på hendes dør, var der ikke nogen, der åbnede. Og da han kiggede ind af hendes vindue, var der rødvinspletter over det hele.
Det var i hvert fald, hvad han troede, at det var. I virkeligheden lå Ashley Ellerin myrdet med 35 knivstik inde i lejligheden - lige udenfor hans synsfelt.
Først næste dag opdagede en af hendes venner liget af den unge pige.
Michael Gargiulo, der arbejdede som reparatør af aircondition-anlæg, blev senere sigtet for mordet. Hans dna matcher den, der er fundet på gerningsstedet, og Ashton Kutcher har aldrig været mistænkt for det.
Nu kan han med sit vidneudsagn være med til at få dømt Gargiulo
/ritzau/