Tidligere Spice Girl Victoria Beckham hilser familiens nyeste medlem, hundehvalpen Barnaby, velkommen.
På Twitter skriver den 39-årige modedesigner:
- Mit navn er Barnaby, og jeg er det nye medlem af Victoria Beckhams e-handels hold.
Den tidligere sangerinde, som er gift med fodboldspilleren David Beckham, lægger samtidig et billede op af den nuttede hundehvalp, der sidder i en gaveæske. Det skriver Female First.
Barnaby er af racen Shar-Pei, der er kendt for at have mange rynker som små. Rynkerne forsvinder dog, efterhånden som hvalpen vokser.
Barnaby er ikke Beckham-familiens første hund. Familien har i forvejen to bulldogs, Coco og Scarlet, der jævnligt poserer med Victoria Beckham.
Ved siden af de tre hunde har Beckham-parret fire børn: drengene Brooklyn på 14, Romeo på 10 og Cruz på otte samt datteren Harper på et år.
Familieforøgelsen kommer samtidig med, at David Beckham har annonceret, at han trækker sig fra professionel fodbold.
- Det var ikke nogen let beslutning. Men vi er alle spændte på det næste kapitel i vores liv og de oplevelser, vi vil få som familie, siger Victoria Beckham om ægtemandens beslutning.
/ritzau/