Sangerinden Julie Rugaard skal være vært på MTV Radios nye program "MTV Unplugged".
Hun er kendt for at stå på scenen og optræde med 90'er-klassikere som "Romeo" og "Fiskene i havet" under navnet Blå Øjne.
Men fremover skal sangerinden Julie Rugaard, som også er journalist, arbejde som radiovært på MTV Radios nye aftenprogram "MTV Unplugged".
Det oplyser Viacom International Media Networks i en pressemeddelelse.
"MTV Unplugged" var også titlen på et kendt tv-format på MTV, der fik premiere tilbage i 1989. Programmet bliver nu genoplivet som radioprogram.
I programmet får Julie Rugaard besøg af kendte danske musikere som blandt andre Medina, Alexander Oscar og Chief One, som vil spille deres yndlingsnumre akustisk i æteren.
Programmet går i luften fra januar, men får snigpremiere tirsdag aften fra 18.00 til 20.00 med Malte Ebert, også kendt som Gulddreng, som gæst.
- Jeg glæder mig til at præsentere et musikprogram, hvor gæsterne får lov til at spille flere sange og i et format, hvor musikken står helt ren og nøgen. Jeg vil gerne komme helt ind bag både musikken og mennesket bag musikken, udtaler Julie Rugaard i pressemeddelelsen.
Hun har tidligere arbejdet som radiovært på The Voice og arbejder pt. som redaktør på Nordisk Film TV.
MTV Radio gik i luften 1. november 2019.