Bodil Jørgensen: Jeg har brug for livsvidner

Alderen æder en - men alternativet er langt værre.

Muligheder forgår, nye opstår, og med dem kommer ro og råd.

Det er budskabet i forestillingen "Maddiker", som har Bodil Jørgensen i en af hovedrollerne.

- Den har sådan en dejlig og også lidt grotesk og burlesk tone, at vi gerne skal kunne grine hele vejen. Ikke ned i banken, som man siger, men ned i kisten. Eller i hvert fald noget ad vejen, siger hun.

Bodil Jørgensen øvede forestillingen i samme periode, som hun passede sin døende svigermor, Lise.

Hospicet havde en plads til hende, men Lise ville dø i egen rede. Så familien samlede sig omkring hende - Bodil Jørgensens mand og svoger skiftedes til at våge over hende sammen med familien.

- Når Lise slog øjnene op, var der nogle, hun kendte. Hun følte sig forbundet, og det er også et af budskaberne i forestillingen, siger Bodil Jørgensen.

- Vi er alene til sidst, men vi er forbundne med dem, vi kender og har kendt undervejs. Så det gælder om at få nogle livsvidner.

Gennem sit eget liv har Bodil Jørgensen mødt sine. Inderst er hendes familie, manden Morten og hendes tre børn.

Det er samværet med dem, der fylder hende med stjernestunder.

Bodil Jørgensen insisterer på nydelsen og nuet - ikke på at jagte og hige.

- Man kan godt blive lidt skræmt med alle de platforme, folk kan komme på, hvor man ikke føler sig god nok, stærk nok, stor nok, lille nok. Men alt er nok. Alt er, som det skal være, siger hun.

- Det har været en styrke for mig, og det håber jeg også, jeg kan give videre til mine børn.

Med alderen kommer erfaringen, som beriger roen. Mens hovedet vokser, er andre dele af den fysiske formåen mere udfordret.

Bodil Jørgensen kan godt savne, dengang hun gav den gas på dansegulvet.

Det er nu ikke, fordi knæene knirker, men slet og ret fordi der er blevet længere mellem snapsene i ordets bogstavelige forstand.

Festerne er færre.

Men hun tager stadig en stille svingom med sin mand derhjemme.

- Jeg har talt om det seksuelle i et andet interview. Det er sådan set bare for at sige, at det er synd for folk, at der ligger pres og forventninger.

- Man behøver ikke gå på det sorte marked og købe Viagra. Selvfølgelig skal man tale med sin partner om det. Men man kan være utrolig tæt på mange måder - bare det at opleve kærligheden som det store, den er.

Bodil Jørgensen erindrer, hvordan hendes bedsteforældre altid holdt i hånd. De slap aldrig taget i hinanden.

Intimitet er langt mere facetteret end frem og tilbage, kaffe og kage.

- Der er masser af ældre, som lever alene og aldrig får noget. Det er også et liv - og kan også være et sanseligt liv. Vi lever i skyggen af frigørelsen, som var god, siger Bodil Jørgensen og tilføjer:

- Men man skal stadig huske det andet. Det er meget tabuiseret.

Forandringen er ikke et forfald, men en forvandling, mener Bodil Jørgensen.

En forvandling, der er lige så stærk som den, hendes teenagedatter, Rigmor, gennemgår.

Forandringerne går stærkt i begyndelsen og slutningen af livet. Den er en konstant, så kampen efter at forhindre den er endeløs.

Derfor har Bodil Jørgensen for længst sluttet fred med sin krop. Men det går rigtigt stærk lige nu, medgiver hun.

- Det kropslige forfald foregår jo nærmest, mens vi sover, fortæller hun.

Hvor hun har kunnet forsinke det nogle år, er det ret synligt nu, siger hun, men uden at frygte forfaldets forværring.

- Jeg har en høj smertetærskel, så det skal heller ikke blive noget problem, hvis man ender der. Og så er der den palliative indsats, tilføjer hun.

- Det har jeg selv oplevet efter min ulykke. Hold kæft, det fungerer bare, så det skal man ikke være bange for, mener Bodil Jørgensen.

Bodil Jørgensen har været ved at miste livet to gange, i en togulykke i 1988 og da en traktor væltede ned over hende under en filmoptagelse i 2014.

Alle ribben brækkede. Skambenet blev knust. Hoften og kravebenet. Lungerne klappede sammen, og der var blødninger i lever og nyre.

- Der er så meget erfaring, jeg har fået gennem livet, om både livet og døden. At jeg har fået lov til at være her bare en dag mere som i dag, gør, at jeg gør mig umage.

Det eneste, hun frygter, er ikke at have nogle at dele dagene - og forvandlingen - med.

- At man har nogle, der kan passe en, eller bare er der, og man ikke står med en kop og en tallerken, man vasker op alene hver eneste aften og går ind i sin smalle seng, kunne jeg godt drømme om. At der er nogle til sidst.

"Maddiker" er på danmarksturné og spiller frem til slutningen af maj.