Dansk-somalisk debutforfatter: Jeg prøvede at slette min fortid

Når man som barn har været vidne til borgerkrig og blodsudgydelser og levet et liv som nomade, kamelhyrde og krigsflygtning, er det så muligt at glemme det?

Kan man som voksen beslutte sig for at fortrænge sin barndom og starte fra nul med en ny identitet i et nyt land?

De spørgsmål har den dansksomaliske forfatter Sofie Jama været konfronteret med i sit eget liv, og de er ligeledes omdrejningspunkt i hendes første roman "Et andet menneske, et andet liv", som handler om den unge kvinde Baraka, der flygter fra borgerkrigen i Somalia til Danmark.

Her møder hun den ældre, jødiske kvinde Esther og den unge palæstinensiske dreng Umar, som også er flygtet fra deres hjemlande, og langsomt flettes de tre skæbner sammen.

- Det har altid fascineret mig at skrive historier om mennesker, der flygter på tværs af kontinenter og tidsaldre. De tre personer føler en stor genkendelighed i hinanden, selv om de kommer fra vidt forskellige lande og religioner. Den genkendelighed - altså nogen, der forstod mig - har jeg selv manglet i mit liv, fortæller 36-årige Sofie Jama.

Hun gør det klart, at romanen ikke skal læses selvbiografisk, men at hun har erfaringer og karaktertræk tilfælles med de tre personer, hun skriver om.

- Det, vi har tilfælles, er en rodløshed og en flygtighed ved ikke at have et sted at høre til.

- Jeg føler mig hjemme i Danmark, men jeg er født i Somalia. Så det at have et "hjemland" er tvetydigt og komplekst for mig, for på den ene side er det rart at være væk fra sin fortid, så minderne og traumerne ikke ligger og lurer. På den anden side er det et mareridt ikke at have adgang til sit barndomshjem, siger hun.

Sofie Jama er opvokset i en mellemstor by i det nordøstlige Somalia, men kom til Danmark med sin forældre og søskende, da hun var 14 eller 15 år.

På dagen, der skulle have været hendes første skoledag, brød borgerkrigen i Somalia ud, og familien måtte først flygte ud på sletterne i den østlige del af landet, hvor de drev rundt som nomader for at komme på afstand af krigen og for at finde regn, så kamelerne kunne græsse.

Da familien mødte krigen igen, flygtede de først til Etiopien og senere videre til Danmark.

Men selv om Sofie Jamas barndom i mange år var præget af den frygt og usikkerhed, der fulgte med krigen, har hun også gode minder fra tilværelsen på de østsomaliske sletter.

- Jeg husker roen og rytmen i nomadelivet, hvor vi var fri for menneskenes ubehageligheder. Jeg har en meget stor kærlighed til nomadelivet, og da jeg kom til Danmark, opsøgte jeg små landsbyer, hvor duften af dyr og følelsen af at have jord mellem fingrene var genkendelig for mig, siger hun.

Sofie Jamas første møde med Danmark var en lejlighed i Aalborg, hvor hendes familie slog sig ned - eller rettere burede sig inde - for de var havnet i et klima, der var skræmmende anderledes.

- Der var så koldt udenfor, at vi troede, vi skulle dø. Vi turde ikke gå ud, så i en måned opholdt vi os i et lille bitte værelse i lejligheden, hvor radiatoren stod på fem. Min søster og jeg lå med tuberkulose og kastede store klumper blod op, husker Sofie Jama.

Da hendes onkel en dag kom til lejligheden, blev der ringet efter en ambulance, og 15-årige Sofie Jama blev indlagt på hospitalet, hvor hun oplevede noget andet, som hun ikke var vant til: En sygeplejerske, der aede hende på kinden og kaldte hende "lille ven".

- Det var første gang, jeg oplevede at blive aet. Der har ikke været overskud til kærlighed i min familie, så det var noget helt nyt for mig, at folk var så kærlige og venlige, siger hun.

Ankomsten til Danmark var i det hele taget præget af mange kulturchok.

Én ting var smagen af kold mælk, som var svær at vænne sig til, når man var vant til at drikke mælk direkte fra geden eller dromedaren.

Noget andet var lyden af folk, der grinte højlydt på gaden, hvilket i Sofie Jamas øjne var højt besynderligt.

- Jeg tænkte: "Hvad griner de dog af?" Når man flygter, er man alvorlig, for man ved, at sult og elendighed lurer lige om hjørnet. Som barn hørte jeg aldrig folk grine, fortæller hun.

For at lære dansk blev den unge Sofie Jama tilmeldt sprogundervisning, og i den lokale folkeskole opfordrede hendes lærer hende til at skrive dagbog - et ord som Sofie Jama aldrig havde hørt før - og hun begyndte at skrive små historier.

- Det med at fortælle historier havde jeg med hjemmefra, hvor det altid foregik mundtligt. Men i Danmark begyndte jeg at skrive, fordi jeg var ensom med mine tanker og følelser, og jeg følte ikke, at der var nogen, der forstod mig, siger hun.

På den ene side var minderne om barndommen i Somalia smertefulde for Sofie Jama. På den anden side længtes hun efter landet og sine rødder.

Hun gik på biblioteket og ledte efter bøger om Somalia, men hun kunne ikke finde nogle historier, der indkapslede det liv, hun huskede.

Så efter noget tid tog hun en beslutning. Hun ville starte fra nul.

Fra nu af skulle Danmark være hendes hjemland, og som 17-18-årig rejste hun fra sin somaliske familie og tog på efterskole i Skanderborg, hvor de færreste kendte til hendes fortid som krigsflygtning.

Hun gik igennem en renselse. En katarsis, som hun kalder det.

- Jeg så det som en mulighed for at starte forfra med et nyt sprog og en ny kultur, og i mange år var det fantastisk at lægge alting bag sig. Jeg havde fuldt fokus på min uddannelse og lagde en plan for, hvor jeg skulle være om fem år, siger hun.

Efter et år på efterskole begyndte Sofie Jama på HF, og i sine teenageår begyndte hun at gå til banko fredag aften, hvor hun sad sammen med en gruppe lokale ældre uden at forstå særlig meget af, hvad der foregik.

- Jeg forstod overhovedet ikke, hvad de gamle talte om, men nogle gange råbte jeg bare "banko", for det havde jeg hørt, de sagde, siger Sofie Jama og griner.

- De gamle talte højt og tydeligt, og de var overbærende over for mit manglende sprog, og så havde de en livserfaring, som mine jævnaldrende ikke havde.

- Jeg opdagede, at danskere er meget indesluttede og nærmest afvisende i starten, men når du er inde i varmen, er du til gengæld 100 procent inde. Det kunne jeg rigtig godt lide. Den ægthed, varme og kærlighed, som jeg mødte hos de gamle, mindede mig om mine bedsteforældre, siger hun.

Efter HF-eksamen begyndte Sofie Jama på universitetet i Aarhus. Hun vandt en skønhedskonkurrence og fik en modelkontrakt i London, men jo mere hun forsøgte at glemme sin barndom i Somalia, jo mere blev hun indhentet af fortidens skygger.

- Folk spurgte jo, hvor jeg stammede fra, så jeg blev mindet om det næsten hver eneste dag, og jeg gik rundt med en følelse af selvbedrag, siger hun.

Når Sofie Jama var i Bazar Vest i Aarhus, satte hun sig ofte ved de somaliske boder, indsnusede duften af the og krydderier og gik derfra med tårer i øjnene.

Det gik op for hende, at hun savnede at partere dyr, spise somalisk mad og mærke alt det, hun var vokset op med, og hun fik en dyb depression, som stod på i nogle måneder.

- Min depression fik mig til at indse, at hvis jeg skal være et helt menneske, bliver jeg nødt til at slutte fred med, at jeg har to sider, og indse, at det kun er en berigelse, siger hun.

- Det lærte mig, at man ikke kan fjerne sig fra sin fortid. Man kan ikke vaske det af, og det skal man heller ikke. Engang var det pinefuldt for mig at sige, at jeg stammer fra Somalia, men i dag er jeg stolt af mine rødder, lige så vel som jeg er stolt af at være jyde, siger hun.

Sofie Jama håber, at hendes roman vil minde læserne om, at alle mennesker bærer på deres egen individuelle historie, selv om vi ofte taler om "somaliere" og "flygtninge" som en gruppe.

- Jeg håber, at bogen kan skabe empati hos læseren og få folk til at tænke på de mennesker, vi taler om. Dem, vi ved er her, men som vi alligevel ikke ved, hvem er. Så vi ikke bare ser mennesker som grupper og tal, men som individer med vidt forskellige historier, siger hun.