Da den engelske skuespillerinde fra filmene The Devil Wears Prada og The Young Victoria skulle møde den amerikanske præsident, Obama, gik det helt galt for hende.
- Jeg havde slet ikke troet, at jeg ville reagere, som jeg gjorde. Jeg er jo fra England, så jeg tænkte, at han ikke vidste, hvem jeg var. Jeg forestillede mig, at han ville give mig hånden og sige pænt hej - og så gå videre, fortæller hun til hjemmesiden Wenn.com.
Men da præsident Obama begyndte at rose hende for hendes arbejde, blev det hele lidt for meget for den 29-årige skuespiller.
- Da jeg ville give ham hånden, lagde han i stedet sin hånd på min, og sagde "Jeg elsker dig. Og jeg elsker dit arbejde, jeg har set alt, hvad du har lavet," og så begyndte jeg at grine helt hysterisk lige ind i hovedet på ham.
- Det eneste jeg sagde var "Det er jeg glad for" eller måske "Jeg er glad for dig". Noget i den stil. Det hele var virkelig akavet og jeg kunne ikke stoppe med at grine, siger Blunt.
Blunts reaktion fik endda folkene, der stod for arrangementet, til at lede hende videre. Væk fra præsidenten. Hun fortryder selv episoden, men aner ikke selv, hvad der gik galt.
- Jeg har aldrig opført mig sådan før. Men jeg blev høfligt blev ført videre. Jeg husker, at de havde et godt, fast greb i min arm.
- Bagefter gav Michelle Obama mig et knus. Sikkert af medlidenhed, fordi jeg var sådan et fjols, siger hun afsluttende om episoden.
Som skuespiller har Emily Blunt fået stor ros af kollegerne Meryl Streep og Susan Sarandon. Privat danner hun par med den amerikanske skuespiller John Krasinski.
/ritzau/