Den tyske topmodel og tidligere Chanel-muse Claudia Schiffer smider tøjet på forsiden af det tyske magasin Vogue og åbenbarer en rund, gravid mave.
Supermodellen Claudia Schiffer følger i skuespilleren Demi Moores celebre fodspor, og lader sig fotografere højgravid uden en trevl på kroppen. Resultatet kan ses på forsiden af den tyske udgave af magasinet Vogue, der vier en stor del af sit juninummer til landsmanden.
- Det var vigtigt at vise, hvor skønne kvinder er, samt at en positiv indstilling til sin egen krop ikke er et spørgsmål om omstændigheder, siger Claudia Schiffer til Vogue.de.
Det er Chanel-designeren Karl Lagerfeld, der fik idéen om at sætte den nøgne topmodel på forsiden. Og han står også bag de bare billeder af hende i ottende måned. Men det er bestemt ikke alle kvinder, der egner sig lige godt til at blive fotograferet uden en trevl på kroppen, når de er med barn, understreger han.
- I dag er man stolt af at være gravid, og det viser man med glæde. Men mange kvinder ser ikke lige så godt ud, når de er gravide, siger Karl Lagerfeld.
Den 39-årige Claudia Schiffer venter sit tredje barn. Hun har i forvejen sønnen Caspar Matthew og datteren Clementine.
Faren til alle tre børn er filmproducent Matthew Vaughn.
/ritzau/