Annonce
Bolig og livsstil

Har du mistet overblikket? Det kan dine data bruges til

Tænk dig om, inden du downloader en app - og gå som minimum ind og vær kritisk omkring, hvilke informationer den skal have adgang til. (Arkivfoto) Foto: Justin Sullivan/Ritzau Scanpix

Når du downloader en app, risikerer du, at dine personlige oplysninger ender hos annoncører eller andre virksomheder. Men hvor bekymret skal du egentlig være?

Du er sikkert klar over, at du med din computer og smartphone sætter tusindvis af digitale aftryk hver eneste dag.

Facebook ved, om du foretrækker kattevideoer eller nyheder fra Den Korte Avis, Google ved, hvor du færdes ofte, og din sundhedsapp ved, hvordan det går med vægttabet.

Men har du egentlig nogen fornemmelse af, hvad de data kan blive brugt til?

I teorien er der ikke mange grænser. Forbrugerrådet Tænk har for eksempel afdækket, at nogle badevægte sender data til samarbejdspartnere i USA og Kina uden klart at tilkendegive, hvem modtagerne er.

I princippet kan information om amerikanernes vægt altså ende hos forsikringsselskabet, som kan justere prisen på forsikringen op og ned, alt efter om de er overvægtige.

Og i Kina bruger millioner af mennesker en betalingsapp, som rangerer sine brugere med en trecifret score med udgangspunkt i deres kreditværdighed.

- Data er blevet en forretningsmodel, og der er sindssygt meget værdi i at eje data. I USA bliver de solgt på en helt anden måde, end vi kender til det i Danmark, forklarer Anette Høyrup, som er seniorjurist hos Forbrugerrådet Tænk.

Det nærliggende spørgsmål er så om - og i givet fald hvornår - vi kan forvente, at de amerikanske tilstande gør deres indtog i Danmark.

Hos brancheorganisationen Forsikring & Pension er brugernes data allerede en vigtig del af setuppet og har i øvrigt altid været det.

Forsikringsselskaberne bruger for eksempel data om din uddannelse, hvad du arbejder med, dine boligforhold, og hvor mange børn du har - og der kommer også mere data i spil i fremtiden, forklarer Jacob Nisgaard Larsen, som er afdelingsleder i digitalisering og udvikling.

- Samfundet bliver mere og mere datadrevet, så den gode diskussion er ikke, om vi bruger data, men hvordan, siger han.

Danskerne risikerer dog ikke, at sundhedsdata i fremtiden bliver købt af en tredjepart. Hvis det skal i spil, skal det komme fra brugerne selv

- Vi er ikke på vej mod individuel prissætning på sundhedsforsikringer eksempelvis baseret på motionsvaner, fastslår han og uddyber:

- Danmark er langt hen ad vejen vaccineret mod problemstillingen, for stort set alle sundhedsforsikringer er kollektive og ligger i forbindelse med danskernes arbejdsmarkeds- eller firmapension.

Heller ikke hus-, indbo- eller ulykkesforsikring vil blive differentieret med udgangspunkt i data fra tredjepart.

- Data giver en masse nye muligheder, som kan være til gavn for forbrugerne. Men det skal være forbrugerens valg, om deres data skal indgå aktivt i eksempelvis udvalget af produkter, siger Jacob Nisgaard Larsen.

Derfor har Forsikring & Pension også som den første danske brancheorganisation defineret en række fælles dataetiske principper, som bliver offentliggjort ved årsskiftet og implementeret i løbet af 2020.

De overordnede emner er transparens, personalisering og forebyggelse samt datasikkerhed.

Principperne kommer til at gå under navnet "Cool eller Creepy", fordi det skal være op til den enkelte at tage stilling til, hvornår datadeling er okay, og hvornår det bliver for meget.

At brugerne selv kan vælge databrugen til eller fra er helt i tråd med databeskyttelseslovgivningen - såfremt du til fulde er klar over, hvad du har sagt ja til. Gennemsigtighed er altså nøgleordet.

- Og så må de kun indsamle den nødvendige data, fastslår seniorjurist Anette Høyrup.

Det er altså ikke relevant for eksempelvis din bilforsikring, hvor meget du vejer, eller hvad du spiser - data, du kan fylde ind i diverse sundhedsapps.

Men det betyder ikke, at netop den type af data ikke kan blive brugt af andre spillere på markedet - uden din viden, men formentlig med dit samtykke.

Hver eneste gang du siger ja til betingelserne i en app eller på en hjemmeside, er der nemlig en god chance for, at du accepterer, at dine data bliver solgt til tredjepart.

Og den tredjepart kan eksempelvis være en virksomhed, der tjener penge på at sælge målrettet markedsføring til andre virksomheder.

- Jo mere de ved om et bestemt segment, jo mere kan de målrette annonceringen. Og det er slemt, mener Anette Høyrup.

- Det er ikke selve reklamen, der er problemet, men mængden af data kan bruges til at manipulere med vores adfærd, fortsætter hun.

Det giver for eksempel mulighed for at differentiere prisen på et produkt, alt efter hvor tilbøjelig målgruppen er til at købe det, forklarer hun.

Og hvad kan du så gøre ved det? I virkeligheden ikke så meget. Det er nemlig delvist en kamp mod store techgiganter og annoncevirksomheder, som skal tages fra politisk hold.

- Men man kan selvfølgelig godt selv være lidt kritisk og for eksempel slette apps, man ikke bruger, eller gå i telefonens indstillinger og administrere den del, man selv er herre over - for eksempel om en app skal have adgang til ens lokalitet, foreslår seniorjuristen.

/ritzau fokus/

Vil du lade forsikringsselskabet overvåge din bilkørsel, kan du hos flere selskaber få rabat på din bilforsikring - hvis du kører pænt vel at mærke. (Arkivfoto) Foto: Sofie Mathiassen/Ritzau Scanpix
  • Apple Unveils New Product Updates At Its Cupertino Headquarters
    Tænk dig om, inden du downloader en app - og gå som minimum ind og vær kritisk omkring, hvilke informationer den skal have adgang til. (Arkivfoto) Foto: Justin Sullivan/Ritzau Scanpix
  • Trafik, cyklister og bilister kæmper om plads
    Vil du lade forsikringsselskabet overvåge din bilkørsel, kan du hos flere selskaber få rabat på din bilforsikring - hvis du kører pænt vel at mærke. (Arkivfoto) Foto: Sofie Mathiassen/Ritzau Scanpix
Annonce
Annonce
Annonce
Lolland-Falster

Refa-formand forarget: - Hvordan pokker kan de drive en virksomhed på den måde?

Lolland

Vil afværge lokal katastrofe: - Der er et kæmpe arbejde foran os

Guldborgsund

René fordobler overskuddet

Indland

86.000 danskere er afhængige

Politik

Lollik bliver spidskandidat

Lolland

50.000 træer og buske plantes: Ny skov indvies

Dølle

Politiet opfordrer før Dølle: - Lad være med det

Guldborgsund

Helt vildt: Lokal forestilling nomineret til landets største teaterpris

112

Snuppet med stor mængde narko: Skjult i hemmelige rum i bilen

Sport

NFH-semifinalemodstander fundet

Politik

Dansk minister afbryder 1. maj-tale

Guldborgsund

Kampfly spottet over Falster: Her er forklaringen

Dølle

Claus gjaldede: Er I liderlige? Og endte på landsdækkende tv

Erhverv

Scandlines skifter ud i direktionen: Her er de nye navne

Indland

Ung kvinde løsladt i mørklagt terrorsag

Annonce
Annonce
Lolland

Ingen parterapeut: Minister afviser at løse byrådskrise

Guldborgsund

Fagforeninger på 1. maj: Vi drukner i vores egen succes

Lolland

Utæt pakning stopper færge

Sport

Langt fra dansk rampelys har Mike fra Maribo høstet store trofæer

Sport

Chok dagen efter semifinaleplads: NFH skal have ny træner i 2025

Sport

Overrasket Kielstrup efter drama:  - For fanden da. Vi er i semifinalen

Lokal nyt

Melder tæt på udsolgt