Der er godt nyt til fans af det britiske boyband One Direction - og endda godt nyt til fans på begge sider af Storebæltsbroen.
For normalt, når Danmark får besøg af store stjerner, er det enten Jylland eller Sjælland, der får æren, men denne gang bliver begge landsdele tilgodeset.
Bandet, der på rekordtid er blevet verdenskendte, besøger nemlig til næste år både Herning og København.
I Herning er det Jyske Bank Boxen, der lægger scene til drengene den 5. maj, mens det i København bliver Forum, der får besøg, når drengene gæster hovedstaden den 10. maj.
På et år har One Direction, der blev dannet under det britiske X Factor, solgt mere end 12 millioner album, og de trækker dermed streger tilbage til andre populære britiske boybands som Take That og Boyzone.
De fem drenge i bandet har ikke før spillet i Danmark, men de er ikke helt ukendte med landet. Deres vokal-coach, Helene Hørlyck, er nemlig dansker.
One Directions andet album, "Take Me Home", udkommer den 12. november.
Billetterne til koncerterne sættes til salg mandag den 5. november.
/ritzau/