Sangerinden Rihanna fik givet en britisk journalist tørt på, da hun blev interviewet forleden.
Journalisten spurgte nemlig ind til rygterne om et forhold mellem sangerinden og Demi Moores eksmand Ashton Kutcher.
Rygterne begyndte at svirre, da Rihanna for nylig blev set forlade Ashton Kutchers hus sent om aftenen.
I øjeblikket er Rihanna i London, hvor der er premiere på filmen Battleship, som hun medvirker i. Det var baggrunden for pressekonferencen, hvor journalisten vovede at spørge ind til sangerindens private spørgsmål.
- Du er så nede på jorden, og vi føler jo næsten, at vi kender dig. Det går strålende i din karriere. Jeg tænkte bare på, om dit privatliv gør dig lige så glad, og om en vis hr. Ashton Kutcher måske kommer og besøger dig herovre? spurgte journalisten i følge hjemmesiden femalefirst.co.uk.
Det spørgsmål passede bestemt ikke Rihanna, der med tydelig irritation i stemmen svarede:
- Wow, hvor skuffende var det spørgsmål lige, sagde Rihanna og tilføjede:
- Jeg er glad og single, hvis det var dét, du ville vide.
Ashton Kutcher og Demi Moore gik fra hinanden i november sidste år.
/ritzau/