Solbjørg Højfeldt: Jeg kan være vældig voldsom

I 2018 - i en alder af 70 år - spillede Solbjørg Højfeldt sin sidste forestilling.

Folketeatret på Nørregade i København lagde brædder til monologen "Kvinden ved 1000 grader", som Solbjørg Højfeldt selv havde dramatiseret efter den islandske forfatter Hallgrímur Helgasons roman.

Solbjørg Højfeldt ville selv kunne gå af scenen og ikke være nødsaget eller tvunget til at skulle krabbe sig ned af den en dag.

- Jo ældre du bliver, jo mere har du måske at byde på - hvis fysikken kan holde til det, for det har også meget med det at gøre. Jeg vil have lov til at sige: Nu vil jeg ikke lave teaterarbejde mere. For det ér hårdt at stå på en scene aften efter aften - hårdere end de fleste måske tror, siger Solbjørg Højfeldt.

- Så nu ser jeg, om ikke jeg kan få lov til at lave flere billeder i form af film og tv, og derfor trak jeg en streg i sandet for snart tre år siden. Og det har jeg ikke været spor ked af.

- At lave levende billeder bliver meget tit en stor kærlighedserklæring, fordi man er så afhængig af hinanden og af hinandens professionalisme, så der kommer det, jeg kalder en professionel ømhed.

Trods beslutningen om at takke af på teatret har Solbjørg Højfeldt slet ikke sluppet skuespillet.

Og netop nu kan den 73-årige skuespillerinde ses i anden sæson af Viaplays thrillerserie "Den som dræber".

- Skal man snakke om værdien i kriminalserier, så skal vi gyse for at kunne se, at vi egentlig har det skidegodt. At vi kan være lettede over, at det ikke er sket for os og samtidig prøve at forstå det for de mennesker, det sker for, siger Solbjørg Højfeldt.

Kontrasterne kan nemlig være dem, der er i stand til at sætte livet i relief, om det så er i fiktionen eller virkelighedens verden.

- Der er mange, der siger, at jeg har en ro i mig. Men i virkeligheden synes jeg ikke, jeg er særligt rolig. Jeg kan være vældig voldsom, vældig hidsig, ja, vældig alt muligt! Men i bund og grund er jeg et meget positivt menneske. Det er måske det, der gør det, funderer hun.

- Vi er jo vildt privilegerede, i forhold til hvordan det foregår andre steder i verden. Når man går sådan en dag som i dag, hvor solen skinner, og himlen er blå, så synes jeg, det er et privilegie, som man skal være taknemmelig for - uden at lyde hellig på nogen måde. For sjovt er det ikke hele tiden.

- Men det, der er godt, skal man sørge for at fremhæve. Jeg er ikke bare sådan en lalleglad person. Livet er jo i mange bølger. Og hvis man ikke oplever det mørke, oplever man heller ikke det lyse.

Solbjørg Højfeldt er født i København i 1947.

Hun er oprindelig uddannet laborant, men blev senere uddannet skuespiller fra Aalborg Teater, hvor hun var fra 1971 til 1977.

Hendes karriere strækker sig over 50 år, hvoraf størstedelen har været på teatret - fra nyskrevet dramatik på de små, eksperimenterende scener til Det Kongelige Teaters klassikere.

Som Strindbergs "Dødsdansen", Holbergs "Den stundesløse" og Shakespeare-tragedien "King Lear" - alle opsætninger er et udpluk af Solbjørg Højfeldts professionelle parløb med ægtemanden Henning Jensen.

Kigger man ned over Solbjørg Højfeldts portfolio, finder man på filmfronten blandt andet rollen som Stens selvcentrerede snob af en mor i Bille Augusts ungdomsklassiker "Zappa" og det tragikomiske komediedrama "Slingrevalsen", som indbragte hende en Bodil-statuette.

I serier har hun udmærket sig som sygeplejersken og søvnlaboranten Camilla i Lars von Triers "Riget" og som menighedsrådsformanden Nete i DR-dramaet "Herrens veje".

Nu er hun aktuel i endnu en serie - som den sorgramte mor Alice, hvis søn er blevet brutalt myrdet, i thrilleren "Den som dræber".

En kvinde, som selv står for døden, truet på livet af en tumor i hjernen.

I et sidste forsøg på at få sjælefred opsøger hun sin gamle venindes datter, adfærdspsykologen Louise - spillet af Natalie Madueño - som har specialiseret sig i at tegne gerningsmandsprofiler, for at bede hende kigge på sagen i håbet om komme videre, hvor politiets efterforskning er strandet.

- Jeg tror ikke, jeg minder mere om hende, andet end at jeg er lige så stor en løvemor, ler hun og fortsætter så:

- Du kan ikke selv have oplevet alt det, du skal lave som skuespiller. Og det er det, der er kunsten og det spændende i det - arbejdet med at finde ind til et andet menneske, siger hun og tilføjer:

- Nogle gange kan man også komme til at bremse sig selv ved at putte for meget af sin egen moral, etik, tankemåde eller politik ind i en rolle. Men det er jo ikke altid nok til det menneske, man skal spille.

- Min fantasi er ret stor, så der dykker jeg ned og henter eller kigger. Og så læser jeg mange bøger. I dem møder man andre sjæle og nye historier, og så får man de universer i sig.

Uanset hvor stor - eller lille - rollen er, skal der være tilstrækkeligt med kød på, understreger Solbjørg Højfeldt.

Skuespillerføde, som det hedder i hendes terminologi.

- Af en eller anden grund er der nogle, der synes, jeg ser aristokratisk ud, så jeg har spillet en del Hellerup-fruer - jeg bor selv i Charlottenlund, så forstå mig ret, men det er der nogle gange ikke det store i.

- Alice er en kompleks figur og en moden dame. Det er sjældent, man ser det andet end lidt sporadisk.

Solbjørg Højfeldt har dog set en udvikling i kvinderollerne gennem de fem årtier, hun har været aktiv.

- Det ved jeg, jeg skal sige, men det mener jeg faktisk også.

- I begyndelsen var det svært, for der var der ikke så store kompleksiteter i rollerne. I Leif Panduros var der, men ellers ikke.

- Jeg har heldigvis haft den fordel, at jeg har instrueret en del, så jeg synes, jeg har fået lov til at lave mange, mange forskellige ting. Der er næsten ikke det teater, jeg ikke har været på.

Solbjørg Højfeldt har rigtignok forladt teatret - men kun foran publikum på scenen - for selve teatret forlader hun næppe.

Ved siden af sit virke som skuespillerinde er hun instruktør, dramatiker og scenograf.

Snart venter stykket "Happy Days" på Why Not Theatre, som har til huse på Teatret ved Sorte Hest.

- Min nysgerrighed for teater og det kreative forsvinder aldrig, men ikke at stå der hver aften er en lettelse. For det kræver noget fysisk, og så lægger det bånd på familie- og socialt liv.

- Det har været vidunderligt at lave teater, men 50 år må også være nok. Jeg forstår slet ikke, hvordan jeg har kunnet holde mig vågen, ler hun.

"Den som dræber" kan ses på streamingtjenesten Viaplay.