Sangeren og skuespilleren Justin Timberlake bader sig i smukke kvinder i flere nye film, der rammer biograferne i 2011.
Mange mandlige biografgængere kan i den kommende tid godt komme til at opleve en smule misundelse over for popstjernen og skuespilleren Justin Timberlake.
Den 29-årige sanger bader sig nemlig i kønne skuespillerinder. Det sker i professionel sammenhæng. I filmen "Friends with Benefits" kysser Timberlake smukke Mila Kunis, der primært er kendt for sin rolle som Jackie i "That 70's Show".
Nye billeder fra indspilningen af science fictionfilmen "I'm Mortal" viser Sexy Back-sangeren give kærlig behandling til den lækre Olivia Wilde, der er kendt fra komedien "Year One".
Amanda Seyfried, der tidligere har spillet over for Timberlake i Alpha Dog og fik stor succes med Abba-musicalen Mamma Mia!, er også en af de unge stjerner, som musikeren står over for i "I'm Mortal".
De mange smukke medspillere kan næppe være gode nyheder for Timberlakes kæreste Jessica Biel. Forholdet har flere gange været rygtet som slut.
/ritzau/