En amerikansk filmdistributør har købt dokumentarfilmen "Det røde kapel" om en falsk dansk teatertrups oplevelser i Nordkorea.
Komikerne Simon Jul og Jakob Nossel samt journalisten Mads Brüggers prisbelønnede dokumentarfilm om Nordkorea er blevet solgt til USA.
Det er Danmarks Radios salgsafdeling, der i forbindelse med filmfestivalen i Cannes har haft held til at afsætte filmen "Det røde kapel" til amerikanerne.
Dokumentaren skildrer de tre hovedpersoners oplevelser i det lukkede land, som de besøgte forklædt som en teatertrup.
Det er distributøren Kino Lorber, der har fundet tegnebogen frem og købt den prisbelønnede danske film.
"Det røde kapel" vil dermed blive vist i biografer både i USA og i Canada. Filmen vil også blive vist i amerikansk tv, og den vil udkomme på dvd.
Tidligere på året vandt filmen hovedprisen i dokumentarkonkurrencen på den anerkendte Sundance-filmfestival i USA.
/ritzau/