Hollywood-stjernen Reese Witherspoon dukkede fredag op til en retssag, hvor hendes mor beskylder skuespillerindens far for flerkoneri.
Ifølge moren har Witherspoons far giftet sig på ny, mens de to stadig er gift.
Godt nok har Witherspoons forældre været separeret i årevis, men Mary Elizabeth Witherspoon vil stadig ikke skilles fra Legally Blonde-skuespillerindens far, John Witherspoon, skriver torontosun.com.
Mary Elizabeth Witherspoon ønsker derfor, at John Witherspoons nye ægteskab, der skulle være indgået i januar, bliver annulleret af retten.
Reese Witherspoon blev set på vej til retten sammen med sin 70-årige far, hvorefter hun overværede et lukket retsmøde i sagen.
Ifølge moren er John Witherspoon dement, og hun siger, at han, da hun konfronterede ham med sin anklage om bigami, afviste at kende til sin første kones eksistens og til deres ægteskab.
Reese Witherspoon selv har for nylig trukket overskrifter på grund af en voksende mave. Hun har ikke selv bekræftet en graviditet, men ifølge den amerikanske sladderpresse er der ingen tvivl om, at stjernen venter sig.
I så fald er der tale om skuespillerindens tredje barn. Hun har i forvejen to børn med sin eksmand Ryan Phillippe.
Witherspoon blev i marts sidste år gift med sin nuværende ægtemand, Jim Toth.
/ritzau/