Blufærdighed og Krænkelse

Ikke kun moralen næres af skyld og skam, også historieskrivningen, når angreb ikke længere er angreb men forsvar, eller kaldes beskyttelse som af nazisterne 9.april 1940. Når nogen blotter sig, må andre blues, således i dagens Folketidende, hvor Jan Wammen Dam ihærdigt fortsætter sit politiske korstog for Venstres dårlige samvittighed, forhåbentlig kun en ungdommelig efterrationalisering. Hvis Vammen har sine rødder i Wammen, vil han kende Knud Bach, en stor gårdejer ikke langt derfra, der i hine dage spillede en fremtrædende rolle i Venstre-kredse som leder af LS, og jævnligt havde omgang med ligesindede på her på egnen, ikke mindst nazisten grev Knuth, ja, han regnedes af somme for en figur i Christian X's skyggekabinet. Ikke alle er døde i dag, 70 år senere, hvor man dog kunne have forventet en stiltiende forsoning, men skuffes. Endnu er nogle tilbage, og jeg plejer omgang med enkelte af de tilbageværende folk, der ligesom jeg har 9.april i tydelig erindring, men folk, der levede det meste af Besættelsen i modstandsgrupper og af sabotage, forfulgt som kriminelle af værste skuffe. Ingen, ingen! har dog en erindring som Jan Wammen en historie, der måske kunne være skrevet af en hvilken som helst værnemager, eller inspireret af Folketidende i 30'erne. Det synes at stå uklart for mange i dag, hvor historien skal forsvares fremfor at blive erkendt, hvorfor det at forsvare sig er en menneskeret, mens det at angribe og besætte andre folk er en udvidet statsterrorisme, som vi mødte under Besættelsen, og hvor drab også er mord. I 70 år har jeg spekuleret på, hvilken drift eller trang, der driver nogen til at slå andre folk ihjel. Per Diepgen, Halskov.