Er Quick-fix en løsningsmulighed?

Komplicerede problemer kræver efter min mening hårdt politisk arbejde, strategisk sigte efter hvad vi gerne vil have og politisk sammenhold lokalt, regionalt og nationalt.

Vi er f.eks vidne til en borgmester, der på kommunens vegne, vil købe én ejendom for måske at undgå én bande. Det kan blive en meget dyr omgang, i forhold til at skulle købe alle ejendomme i kommunen fra mennesker, vi helst så flytte til nordpolen. Bander og kriminalitet er en opgave for politi, kriminalforsorgen, kommune m.fl. Det kræver en samlet indsats, hvor byrådet er involveret og tydeligt signalerer, at her skal man opføre sig lovlydigt, og vi vil have et trygt nærmiljø. De mennesker, der bor her, og er knyttet til en bande bruger jo også det offentlige system. De kommer i jobcenteret, i byggesagsafdelingen, børnene går i skole, de bliver behandlet i sygehusvæsenet, retsvæsenet osv osv. Derfor er der kun svære løsninger på komplicerede problemer.

Vi har også haft en diskussion om vagtlægeordningen og de praktiserende læger. Ved lige at kalde ministeren i samråd nogle gange, skulle det give indtryk af, at man lige kunne fixe den. Hvis det var så let, havde vi jo gjort det for længe siden. Der er 3000 flere læger i sundhedsvæsenet end for 10 år siden, men der mangler praktiserende læger, psykiatere, røntgenlæger og mange andre specialer, og en del yngre læger får aldrig valgt speciale. I Regionsrådet er manglen på kvalificeret personale højt prioriteret, og vi opererer på alle parametre at tiltrække og fastholde. Arbejdsforhold, overnatning, transport, forskningsmiljøer, efter- og videreuddannelse i Region Sjælland, løn, ægtefællejobgaranti mv. Vi er i dialog med organisationerne om, hvordan de er med til at motivere de lægestuderende til at vælge speciale og uddannelsessted, og vi har en aftale med de andre regioner om, at de ikke udvider deres speciallægestab for at motivere flere til at arbejde og se patienter i Region Sjælland. Quick fix hjælper ikke og findes ikke.

På vælgermøderne støder vi også på politikere med hurtige løsninger på komplicerede problemer. På handicap og psykiatriområdet kunne man lige gøre det hele mere enkelt, så var den i skabet. Men udfordringen er at sagsbehandlingen skal forholde sig til serviceloven, sundhedsloven, beskæftigelse, datasikkerhed, pårørende osv. Det kræver tårnhøj faglighed, og vi har brug for en kulturrevolution, hvor kommunen om 4 år skal være den imødekommende kommune, så sagsbehandlingen foregår i et tæt partnerskab med borgeren og evt de pårørende. Det tager tid, og vil nok vare 4 år, men vi skal sætte os klare politiske mål for ventetid, sagsbehandlingstid, tilfredshedsprocent og vi skal formulere det værdigrundlag, vi ønsker forvaltningerne arbejder efter.

Quick-fix løsninger er for godt til at være sandt. Alligevel er der politikere som forsøger, at overbevise vælgerne om, at der findes enkle løsninger på komplicerede problemer. Problemer skal løses i tæt partnerskab med borgere, personale og politikere. Der er brug for at prioritere i de forskellige muligheder, og det er en politisk opgave til sidst.