Flødebollens #Metoo

I sådan en situation er det ret befriende at være ansat på en mandsdomineret arbejdsplads. Her drøfter man ikke kalorierne i småkagerne, opskrifter, eller hvorvidt sukkeret er økologisk. Nej, kære læser, her drøfter man navnene på småkagerne.

”Nej, den smager godt. Hvad hedder den?”

”Jamen, den smager jo også godt. Hvad kalder du den?”

Afdelingens ”mor” måtte ærligt erkende, at hun havde lavet småkagerne ud fra opskrifter i hovedet, og at de ikke havde nogen bestemte navne. Snart gik der sport i det, for hvor mange småkagetyper kunne de herrer mon egentlig nævne?

Vaniljekranse, finskbrød, brunkager, klejner, jødekager… Jødekager…

Julehyggen blev afbrudt af en engel, der gik gennem kontoret. For måtte man egentlig kalde det for en ”jødekage” længere?

Jeg blev lidt nysgerrig og måtte undersøge, om en jødekage egentlig stadig må kaldes en ”jødekage”. Jeg faldt over en artikel, hvor madhistoriker Else-Marie Boyhus forklarer, at jødekagen har fået sit navn, fordi den oprindeligt blev bagt af jødiske bagere i København for omtrent 150 år siden. En anden forklaring, jeg fandt, var, at jødekagen har et mellemøstligt præg og deraf navnet. Julehyggen var reddet – en jødekage hedder stadig en jødekage.

Således gik vi opmuntrede tilbage til computerne, hvor notatskrivningen gik lidt mere lystigt end normalt. Mine tanker kredsede dog stadig om englen, der var gået gennem kontoret. For hvor langt er vi kommet i vores #Metoo-kultur, hvis vi grubler over, hvad vi egentlig må kalde småkager og andre godter?

Et andet eksempel er flødebollen, hvis historiske navn jeg næsten ikke tør nævne i frygt for at blive dømt for at være politisk ukorrekt. De fleste af os ved dog, at flødebollen engang havde et andet navn, der i dag anskues for at kunne opildne til racisme.

Kære læser, selvfølgelig bør man hverken i sin tale eller i sine handlinger opfordre til had på grund af tro eller hudfarve, men vi mister en historisk viden, hvis man i frygten for at være politisk ukorrekt ikke kan fortælle, hvad ting, herunder godter, engang hed. Jeg er på ingen måde racist, men flødebollen hed altså engang et ”negerkys”.

I lige præcis det navn ligger flere historier om vores samfund. Den ene er historien om udviklingen af vores industri- og forbrugersamfund, for engang var ”negerkysset” en konditorkage bestående af vandbakkelse, creme, flødeskum og chokoladeglasur. Med industri- og forbrugersamfundet er flødebollen blevet en (hverdags)godte, der fås i næsten alle supermarkeder, i forskellig kvalitet og til enhver pengepung.

Samtidig viser flødebollens navneforandring en udvikling i vores sprog. I begyndelsen af 1900-tallet betegnede ordet ”neger” mennesker med mørk hud i modsætning til de vestlige hvide. Nu tillægger man ordet en skinger, racistisk og nedsættende tone.

Med andre ord, kære læser, er det ikke kun i vores industri og forbrug, at vores samfund har forandret sig. Vores sprog, og derigennem vores mindset, har også ændret sig. Det burde vi fejre. Ikke ved at lade et politisk ukorrekt ord flyde som en anden tanketorsk i vores sprog, men ved at sætte ordet og dermed vores samfund og vores normer i perspektiv. Og når man bliver bevidst om historien i ordet, er det ikke krænkende. I stedet er det et levn fra fortiden.

Og så tænk lige over, kære læser, hvor sexistisk et ord som ”flødebolle” egentlig er over for flødebollen, når den hverken har set skyggen af fløde eller en bolle. Måske et navn som ”chokoladetop” eller ”skumguf” ville være mere passende for at undgå en kommende flødebolles #Metoo-bevægelse?

Tilbage på kontoret pakkede jeg ned for julen og ønskede mine kollegaer en god jul.

Jeg vil også ønske dig, kære læser, en dejlig jul. Jeg håber, at du får sprød svær og finder mandlen først og ikke mindst, at du kommer til at guffe en masse julegodter – uanset hvad du kalder dem – i juledagene.