En kongelig propel er landet på Dølle

DØLLEFJELDE: Finn-Fem-Fejl og Kong Karlsson På Taget er klar til at snakke. Bølle, Kenzo og de andre firbenede venner skal lige se den fremmede mand med blok og kuglepen lidt an. Men da bjæffene er ebbet ud, bliver der tid til at slå sig ned på en dejlig græsplet med solskin på i udkanten af Dølle.

Her kan man være heldig at støde ind i nogle muntre landevejsriddere som nu eksempelvis de to førstnævnte.

- Jeg hed engang For Steneren. Det var, fordi jeg samlede så mange sten. Men det er jeg blevet lidt for gammel til nu, for de er jo tunge de sten, indleder Finn-Fem-Fejl samtalen og sætter trumf på med en stor skraldlatter, der kan høres mange telte og barnevogne væk.

Og næsten inden spørgsmålet til Kong Karlsson På Taget bliver stillet færdigt, svarer Finn-Fem-Fejl hurtigt, hvorfor der nu er en konge med det navn.

- Kan du ikke se det?, siger Finn-Fem-Fejl og kigger op.

Jovist. Man burde jo kende sine Astrid Lindgren-klassikere, når man træder ind i en teltlejr fulde af landevejseventyr og gode historier i udkanten af Dølle. Propellen øverst oppe på Kong Karlsson På Taget snurrer med andre ord lystigt. Det samme gør snakketøjet.

- Jeg blev konge tilbage på Egeskov i uge 37 sidste år. Det er noget, vi landevejsriddere gør hvert år, det med at kåre en konge. Denne gang blev det altså mig, fortæller kongen, der nu ikke ligefrem er en lille tyk mand i sin bedste alder, som vist nok ellers er en gangbar beskrivelse af Karlsson På Taget.

Det hænger sikkert sammen med, at landevejsriddernes nye konge - i hvert fald for et år - af flere af sine kolleger vurderes til at være en af de absolut sidste ægte landevejsriddere.

- Han får intet fra systemet. Han klarer sig helt selv- Det eneste, han får fra systemet, er en læge, forklarer Finn-Fem-Fejl.

- Jeg fungerer bedst på den gamle måde med at have et stort netværk rundt omkring, som jeg så bruger til at overnatte hos. Jeg har altid været vild med markedspladser, siden jeg var lille, og jeg har også tidligere rejst med tivoli og været ham, der stod med den store mikrofon i tombolaen. Så selvfølgelig er jeg også med her på Dølle, og det er også et af de kræmmermarkeder, hvor man nærmest kan sige, at der er mødepligt for os landevejsriddere. Det er der i hvert fald, når man er konge, forsikrer Karlsson På Taget.

Han har i øvrigt netop skiftet den 6-7 år gamle Silver Cross ud med en noget mere velholdt Odder. Lidt kongelig har man vel lov at være, og så er en Odder også anerkendt for at kunne klare mosten blandt landevejsriddere, der er på asfalten hele året rundt. Det er kongen og Kenzo - bare ikke i aften, hvor der skal festes med gode venner oven på en lang vinter.