Jeg står foran badeværelsesspejlet, runder mine læber og presser lyden hurtigt ud af munden, mens jeg synger på vokalerne. Jeg gør det igen og igen, indtil jeg giver op. Min hovedstadsdialekt vil ikke fortage sig.
Jeg tager jakke på og låser min dør. Jeg føler mig helt upåklædt, fordi jeg går uden make-up på en søndag. Dét kunne man jo aldrig finde på der, hvor jeg kommer fra. Jeg går langs vandet og nyder solen i mit pudderbefriede ansigt. Hilser og har øjenkontakt med det ældre ægtepar, der kommer gående imod mig. På trods af en kold vind bliver jeg helt varm i kinderne, når folk, jeg ikke kender, sådan hilser på mig på åben gade. Det skal jeg stadig lige vende mig til.
Jeg er indvandrer på Lolland-Falster. Jeg er en økonomisk immigrant, der er flygtet fra et arbejdsmarked i hovedstaden, der ligger i ruiner for nyuddannede akademikere. Statens udflytning af arbejdspladser blev mit visum til at starte et nyt liv et helt andet sted, end hvor jeg oprindeligt kommer fra.
Jeg kendte lidt til min nye egn i forvejen, fordi jeg fra barns ben er valfartet til turistmekkaet, Marielyst. Den åbenhed, som de indfødte udstrålede, tiltrak mig, og jeg ønskede sådan at blive en del af dette fællesskab. Det var nok derfor, at jeg, modsat mange af mine akademikerfæller, rev teltpælene op og søgte økonomisk asyl på Falster.
Det er ikke ”bare” at rive teltpælene op. Det er én ting at få det til at gå op med familie og venner. En anden ting er integrationen. Jeg er flyttet omtrent 150 km mod syd, er blevet inden for Danmarks grænser, men alligevel har jeg oplevet det kulturchok, jeg i forvejen fornemmede. På Falster har man benene solidt plantet på jorden. De indfødte er imødekommende. Der bliver ikke set skævt til én, hvis man trænger til en dag i kondibukser. Man skal ikke trække maven ind og skjule bingo-vingen i en langærmet trøje i fitnesscenteret. Man har øjenkontakt med hinanden. Her er plads til personlighed og skævhed på godt og ondt – noget, jeg aldrig har oplevet i hovedstadens såkaldte mangfoldighed.
Overalt har man taget imod mig med åbne arme. Jeg har følt mig velkommen fra begyndelsen, har taget initiativ til at lære nye mennesker at kende og er blevet budt inden for i mange nye selskaber.
Men det er ikke kun dialekten, der afslører, at jeg er indvandrer. En kollega spurgte mig den anden dag, om jeg var opvokset på Falster. Med min tilknytning til sommerhusparadiset i tankerne var jeg ved at rode mig ud i en lang søforklaring, men valgte den korte version, et nej. ”Du ligner heller ikke en falstring,” svarede han. Høfligt skiftede jeg til et arbejdsrelateret emne, men følte mig alligevel stødt. Stødt på grund af min manglende evne til fuldt at integrere mig. Stødt over den fordom, der hersker om by, land og provins. Stødt over ikke at kunne tolke, om det var en kritik af mit nye lokalområde eller af mig. I min verden er fordomme og stereotyper til for at blive brudt. I forsvar for Falster valgte jeg derfor at tro på, at det var en kritik af mig.
Selvom jeg kun har boet på Falster et år, føler jeg mig mere hjemme her, end jeg har gjort noget andet sted. Det skyldes kulturen i bred forstand. Kulturen mellem mennesker, hvor det lokale fællesskab går forud for enegangen. Det skaber personlige bånd. Kulturen i viljen til at kæmpe for det, man tror på. Kulturen i de fritidstilbud, der følger med i et aktivt lokalliv.
Men min anden geografiske oprindelse vil nok altid sidde i mig. Den kommer til udtryk i min måde at tale på, i min måde at bevæge mig på. Den giver mig et islæt af noget, som er anderledes, der gør, at jeg vil være forblindet af den menneskelige åbenhed på Lolland-Falster, som, jeg ville ønske, kunne møde alle, der flygter hertil.
Så selvom jeg forsøger at integrere mig, piner spørgsmålet: Vil jeg altid bare være en indvandrer?