Plads til alle

Inklusion.

Alene ordet kan for menigmand være svært at forstå, og man kunne forledes til at tro, det handler om en eller anden form for ukendt sygdom, der kan ramme os. Det er også en slags sygdom, der har ramt de danske folkeskoler.

Før i tiden kom elever med særlige behov i specialklasser eller fik specialundervisning en del af tiden - det gør de ikke mere.

De skal i stedet inkluderes og undervises i klassen sammen med alle de øvrige elever. Tanken er sympatisk, og giver alle en lige ret til at få undervisning. Men det er og bliver en tænkt papirplan, der ikke skeler til virkelighedens verden.

Det er i stedet en hurtigt genvej for spareivrige kommunalpolitikere til at spare penge på undervisningen i folkeskolerne ved at stoppe elever med særlige behov ind i de almindelige klasser uden at der bevilges ekstra ressourcer til at klare opgaven.

Det mener Danmarks Lærerforening på Lolland-Falster, og foreningen stiller sig meget kritisk overfor både Lolland og Guldborgsund kommuners anvendelse af inklusion - altså at folkeskolen skal kunne rumme alle typer af elever i den samme klasse.

Foreningen savner handling bag de fine ord fra kommunerne om inklusionens velsignelser, og den slår fast, at forudsætningerne og ressourcerne til inklusion ikke er til stede.

Kritikken er hård, og det bør få begge kommuner til se kritisk på ordningen. Folkeskolen er under pres, og presset bliver øget betydeligt på den daglige undervisning, når ønsket om at kunne rumme alle i klassen ikke følges op af de nødvendige ressourcer.

Det kan godt være, at den danske folkeskole er blandt verdens dyreste. Men det er ikke den bedste, og den bliver ikke bedre af det enøjede krav om, at skolen skal kunne rumme alle uanset behov og evne til at modtage “standardiseret” undervisning.

Karaktergennemsnittet ved de seneste 9.klasses afgangsprøver fra landsdelens skoler er ikke imponerende. Niveauet er bekymrende lavt og vidner om et skolesystem med store udfordringer.

Lyt nu til lærernes konstruktive kritik istedet for at afvise det som “fagforenings”-retorik.
Lærerne står ude ved fronten hver dag med den store opgave at give børnene en god grunduddannelse. Men hvis samfundet ikke giver lærerne de rette redskaber, ressourcer og rammer til at klare opgaven, er det dømt til nederlag. Med børnene som de største tabere.