Af Karl Erik Watz
Mens nedtællingen til klimatopmødet i København er i fuld gang, har værten - den danske regering - fået nogle kedelige ridser i den grønne lak. I de lande, hvor regeringslederne forbereder sig på at tage til Danmark for at deltage i konferencen, må det opfattes som et underligt signal, at Klimaministeriets chefforhandler Thomas Becker, har forladt sin post i utide, angiveligt blandt andet på grund af bilagsrod. Manden, der fik ideen til det forestående klimatopmøde, vil altså ikke være til stede, når det finder sted, og der stiles mod en global klimaaftale.
Hvad der egentligt er foregået i Klimaministeriet omkring Beckers afgang er ikke ganske klart. Klimaminister Connie Hedegaards har blot henvist til, at der er tale om en ren administrativ sag, en personalesag. Men så meget er dog sivet ud, at den vist nok er gal med indeklimaet i ministeriet, det vil sige uro i medarbejderstaben. Der tales også om reelle magtkampe mellem stats-, udenrigs- og klimaministeriet, magtkampe som Thomas Becker muligvis er blevet et offer i.
Det er meget uheldigt og useriøst, at klimaministeren ikke går til biddet og forklarer offentligheden, hvordan det hele hænger sammen. Ingen kan være interesseret i, at der verserer rygter, som siver ud til omverdenen, eller at der måske opstår yderlige uro i det ministerium, der er tovholder op til det vigtige internationale topmøde. Sagen dysses selvsagt ikke ned, fordi oppositionen naturligvis har grebet den og fremturer med, at regeringen ikke er sin opgave som topmødearrangør voksen. Så burde statsministeren ikke gribe ind og lægge kortene på bordet, så der kommer fuld fokus på det egentlige - klimasagen og topmødet?
Man kan ikke forestille sig, at chefforhandlerens exit vil påvirke forhandlingerne om en klimaaftale i negativ retning, men sagen er en uskøn plet på mødets vært. Samtidig må regeringen lægge øren til en række danske erhvervstopfolks kritik af, at dens ambitionsniveau med hensyn til investeringer i klimaindustri er så lavt, at Danmark ikke kan leve op til at være den grønne vindernation, som ellers er den målsætning, regeringen har udbasuneret.
Topmødedeltagerne kommer med andre ord til et land, som ikke er så grønt, som de måske troede. I Dansk Industri siger man faktisk rent ud, at klimaindsatsen har slået fejl, og at der skal investeres fire gange så mange offentlige midler i klima- og energiområdet, hvis Danmark skal erobre den grønne førertrøje. Det kræver ligesom også en nærmere forklaring.