Så fik Henrik Høegh også prøvet det.
En tur gennem mediemøllen, der ender med en offentlig skideballe og irettesættelse af statsminister Lars Løkke. Udgangspunktet var egentligt meget uskyldigt og prisværdigt, da fødevareministeren overrakte en pris til en SuperBest-forretning for at være et sundt supermarked. En tur ud i virkeligheden, og en god dag for den nye minister. Troede han.
Men da det endte som en reklametryksag for det pågældende SuperBest-supermarked med en storsmilende fødevareminister Henrik Høegh som blikfang begyndte det hurtigt at gå galt. Fordi det kan man da ikke, mente kritikerne.
Selv reagerede Henrik Høegh meget overrasket - altså over, at der skulle være noget problem i, at han var en del af et supermarkeds reklame. Også selvom han ikke havde givet tilladelse til at SuperBest brugte billedet.
Men nu har Henrik Høegh lært det. At ministre ikke må reklamere for nogen former for produkter eller firmaer. Uanset det ædle formål, billedet af en storsmilende Høegh var taget i forbindelse med, skal han som minister ikke deltage i reklamer.
Lad os betragte det som en begynderfejl som minister, og nu ved Henrik Høegh, at dydens sti som minister er meget smal. Og at den er blevet meget smal i de senere år, fordi pressen ekstremt hurtigt er parat til at angribe ministre eller andre toppolitikere, så snart de begår den mindste fodfejl.
Og hvorfor det? Fordi det er nemmere at gå efter en ministers fodfejl end seriøst at sætte sig ind i komplicerede politiske problemstillinger og lave begavet kritisk journalistik om disse.
Det var måske dette faktum, som Henrik Høegh overså, da han fejlagtigt undervurderede reaktionerne på reklamen for SuperBest.
Selvfølgelig skal fødevareministeren ikke deltage i reklamer og anprisninger, men at gøre det til en sag for statsministeren og indtil flere indslag på tv, radio og artikler i aviser og på nettet er helt ude af proportioner.
Fordi der er vigtigere ting at bruge tiden på. Både for pressen og for ministeren. Men tendensen går imod det lette og nemme i den politiske journalistik. I sidste uge var det statsministeren, der skulle udtale sig om sine holdninger til sms-afstemningen i X-Factor og nu var det så en reklamesag.
Vi trænger til noget mere væsentlighed og ambition i den politiske journalistik.