Til tider føles den kulturpolitiske deroute som skudt ud med spredehagl i Guldborgsund Kommune, der bedst illustreres som en skamskudt and i vejkanten med et skilt viklet om halsen med teksten: "Put en femmer i krukken".
Jeg er sgu nok lidt kedelig - og det fører næppe til den store jubel eller videre furore - men jeg vil gerne tale kultur.
Altså, den form for kultur, der strømmer gennem dine vener og springer ud gennem læberne, hver gang du artikulerer et danskklingende ord.
Det vil sige, det sprog vi taler, den historie vi læner os op ad, og de værdier vi lever ud fra. Kulturen er jo mange ting, berører mange og har en stor betydning i vores hverdag.
Vi har derfor ikke råd til en kulturpause. Vi har ikke råd til at negligere betydningen af fællesskabet. Vi har ikke råd til at glemme vores kulturarv. Vi har ikke råd til at pakke den grønne agenda ind som var det kultur.
For uden kultur, ingen dannelse. Punktum. Slut.
Er ambitionen at være dannelseskommune, skal vi derfor have kulturen med. Og her tænker jeg ikke alene den kommercielle, men også den åndelige.
Ja, det lyder nok lidt usexet, men vi har brug for at snakke kultur, som hverken er del af en økonomisk målsætning, brandingstrategi eller grøn agenda. En plan for kulturområdet skal selvfølgelig være klart defineret, men det tekniske, rationelle og praktiske kan på én og samme måde, som det er håndgribeligt, også være destruktivt for kulturen.
Kultur kan nemlig ikke altid plottes ind i et excel-ark eller gå som et redskab til opnåelse af et økonomisk endemål. Kultur er af en uhåndgribelig størrelse, men danner ikke des mindre ramme om vores danske identitet.
Pak derfor for guds skyld FN's 17 verdensmål væk, grav floskler om kreativitet langt ned og drop helt de overfladiske skævvridninger af den personlige dannelse. Det hører hverken til i den nuværende eller en kommende kulturpolitik i Guldborgsund Kommune.
Det er pseudopolitik, når kulturpolitikken ofte udstikkes af et Guldborgsundlisten, der synes mageligt tilbagelæget til udsigten af borgmesterens kommende solcellepark i Grænge, mens de leverer den ene overfladiske løsning, lig med tidens ånd, efter den anden og leger politiske smagsdommere med hang til kulturradikal rygklapning.
Og dét har vi ikke råd til. Vi har ikke råd til en kulturpause. Vi har ikke råd til at lade kulturpolitikken i stikken hos Guldborgsundlisten.