Den islandske askesky forvandler et overskud hos SAS i andet kvartal til et minus. For halvåret kommer SAS ud med et tab på 958 millioner kroner efter skat.
SAS flyver stadig med underskud på bundlinjen, men uden den islandske askesky ville der have stået et plus på kontoen hos det hårdt pressede luftfartsselskab i andet kvartal.
Askeskyen, der lukkede det europæiske luftrum, har kostet SAS cirka 550 millioner kroner, og det betyder, at et overskud på cirka 366 millioner kroner bliver forvandlet til et minus.
For halvåret kommer SAS ud med et tab på 958 millioner kroner efter skat. Det er dog næsten en halv milliard bedre end samme periode sidste år.
Det er koncernchef Mats Janssons sidste halvårsregnskab i spidsen for SAS. For godt en uge siden meddelte han, at han stopper til efteråret efter blot fire år i spidsen for det skandinaviske luftfartsselskab.
/ritzau/