Endnu et forlig om en overenskomst er kommet i hus. Denne gang for tusindvis af ansatte på tankstationer og byggemarkeder.
Brikkerne falder så småt på plads på det danske arbejdsmarked. De store overenskomstområder er forhandlet i hus og sendt til afstemning - og det begynder også at strømme ind med resultater for de mindre områder.
Tirsdag morgen kom HK Handel og Dansk Industri 2 i hus med en ny overenskomstaftale for et par tusinde ansatte på en række byggemarkeder og Q8 tankstationer.
Aftalen får betydning for op mod 10.000 ansatte, siger Thomas Garlov, kommunikationschef i HK Handel.
- Aftalen får afsmittende virkning for rigtig mange ansatte, som ikke er medlem af HK. Typisk er det unge mennesker, der arbejder på tankstationen ved siden af studierne, siger han.
Overenskomstforliget sikrer blandt andet medarbejderne en ekstra halv fridag juleaftens dag og grundlovsdag, samt to ugers ekstra betalt barsel.
Aftalen ligner i store træk den aftale, som HK Handel har indgået med Dansk Erhverv på butiksområdet.
De største overenskomster inden for industrien, på transports- og handelsområdet og hos byggeriet er forhandlet på plads.
Det er nu op til fagforeningsmedlemmerne at stemme ja eller nej til resultaterne.
/ritzau/