Priserne stiger mere end lønnen - både for statslige, kommunale og private ansatte. Det viser nye tal.
De ansatte i staten får mindre i løn, end de gjorde sidste år.
Lønudviklingen i staten var i sidste kvartal af 2010 på 2,5 procent, mens den i første kvartal i år er faldet til 2,0 procent.
I den kommunale sektor er lønudviklingen gået fra 1,6 procent i fjerde kvartal 2010 til 1,7 procent i første kvartal i år. Også i den private sektor er der udsigt til negativ lønudvikling.
Danmarks Statistik forventer først at offentliggøre tallene for den private sektor den 16. juni, men tallene for fjerde kvartal 2010 viser en lønudvikling på det private område på 2,2 procent.
Dansk Arbejdsgiverforening vurderer, at lønudviklingen for første kvartal i år bliver 2,1 procent på deres område.
Samtidig stiger forbrugerpriserne, og prisniveauet i april er steget med 2,9 procent, viser forbrugerprisindekset.
I februar, som tallene for lønudviklingen bygger på, lå udviklingen på 2,7 procent.
Det betyder, at lønudviklingen i samtlige sektorer er mindre end udviklingen af priserne, og at reallønnen falder for alle.
/ritzau/