Overenskomstforliget mellem kabinepersonalet og ledelsen i SAS sender SAS' aktier i vejret.
SAS aktien stiger mere end seks procent fredag formiddag, efter kabinepersonalet og ledelsen begravede stridsøksen i forligsinstitutionen natten til fredag.
Det sker, selvom det ifølge analytiker Jacob Pedersen fra Sydbank ikke er nogen overraskelse, at overenskomstforliget kom i hus og de udmeldte spareplaner kan overholdes.
- Alternativet havde været, at kapitalforhøjelsen var kuldsejlet. Jeg kan ikke tro, at nogen i ramme alvor havde forventet, at det skulle være en stopper for kapitaludvidelsen. siger Jacob Pedersen til RB-Børsen.
Regeringerne i Norge, Sverige og Danmark har indvilget i at poste flere milliarder i SAS i forbindelse med en aktieudvidelse, men havde på forhånd stillet som betingelse, at personalet gik med til besparelser på en halv milliard svenske kroner. Det mål er opnået med det danske forlig.
Jacob Pedersen betegner det som tankevækkende, at forhandlingerne har været så svære.
- Det er et spørgsmål om at redde SAS eller ikke redde SAS. Jeg ved godt, det har været svære forhandlinger, men det burde være en formalitet for at sikre SAS' overlevelse i en periode. Alligevel ender det i et indbyrdes slagsmål med fagforeningerne om at nå til enighed. Det er nedslående for mine forventninger til samarbejdsmuligheder og forhandlingsmuligheder fremover, siger Jacob Pedersen.
/ritzau/