Højtuddannede udlændinge arbejder i en anden branche, end den de blev uddannet til. Hver tredje har fået job som ufaglært.
Der bliver gjort meget for at skaffe højtuddannet arbejdskraft til Danmark. Men når det så lykkes, viser det sig, at hver tredje kommer til at arbejde som ufaglært.
Det er i industrien, indenfor rengøring samt i hotel- og restaurationsbranchen, at mange højtuddannede udlændinge får job, viser en undersøgelse, der afdækker, hvordan greencard-ordningen fungerer.
Greencardordningen er pointbaseret og giver højtuddannede udlændinge mulighed for at rejse ind i Danmark som arbejdssøgende. Ordningen trådte i kraft i juli 2008.
Det var meningen, at ordningen sammen med en række andre ordninger skulle tiltrække kvalificeret udenlandsk arbejdskraft og dermed øge udbuddet af arbejdskraft i Danmark.
Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) siger, at undersøgelsen bekræfter hendes mistanke om, at greencard-ordningen ikke bruges efter hensigten.
- Hensigten var at få højtkvalificeret arbejdskraft til Danmark. Undersøgelsen viser, at ordningen bruges til alt muligt andet end at ansætte højtkvalificeret arbejdskraft, siger hun i en kommentar til undersøgelsen:
- Arbejdsgiverne bruger i stedet de andre ordninger for at få den højt kvalificerede arbejdskraft til Danmark.
Birthe Rønn Hornbech vil nu drøfte sagen med de partier, der står bag ordningen.
- Jeg mener, at vi skal give udlændinge med en dansk kandidatgrad lettere adgang til det danske arbejdsmarked. Til gengæld er det ikke meningen, at greencard-ordningen skal anvendes til at besætte ufaglærte stillinger, siger hun.
Det er Rambøll, der har lavet undersøgelse af ordningen for Integrationsministeriet.
/ritzau/