Dårlige tal og en nedjustering fik Vestas-aktien til at styrtdykke og slutte dagen med et tab på 23 procent i forhold til tirsdag.
Aktien i vindmølleselskabet Vestas endte efter en omtumlet dag på fondsbørsen med at tabe 23 procent. Aktien vurderes ved lukketid til at være 242 kroner værd, hvor den på samme tid et døgn før var oppe i 314 kroner.
Det skuffende regnskab og en nedjustering fik investorerne til at reagere skarpt. Aktien faldt stærkt i løbet af formiddagen, men kom så lidt tilbage.
Ud på eftermiddagen begyndte aktien imidlertid atter at sive nedad. En præsentation sent på eftermiddagen fra Vestas-topchef Ditlev Engel i London var ikke nok til at få investorerne på bedre tanker.
Problemerne for Vestas så ud til at give en dårlig stemning andre steder på børsen. A.P. Møller-aktien måtte ca. 2,5 procent ned, selv om rederiselskabet præsenterede regnskab med et meget stort overskud.
Bedst gik det onsdag aktien i Danske Bank, der steg med fire procent.
/ritzau/