De dårlige tider i vindmøllebranchen går ud over Vestas' medarbejdere i Midt- og Vestjylland. Koncernen fyrer i Lem, Viborg og Ringkøbing.
De 300 medarbejdere i Vestas, der kan forvente en fyreseddel i nærmeste fremtid, skal findes i Midt- og Vestjylland.
Ledelsen har spillet ud med 240 fyringer på koncernens nacellefabrikker i Ringkøbing og Viborg, der producerer møllehuse til vindmøllerne, og 60 fyringer på vingefabrikken i Lem, oplyser Michael Holm, pressechef i Vestas.
- Det er udspillet, men nu skal det forhandles med medarbejdernes repræsentanter, så det kan godt blive barberet ned, siger Michael Holm.
Fyringerne blev annonceret onsdag i forbindelse med koncernens halvårsregnskab, som bød på kæmpe underskud og nedsatte forventninger til bundlinjen i 2010.
/ritzau/