* Formålet med Det Økonomiske Råd er "at følge den økonomiske udvikling og belyse de langsigtede udviklingsperspektiver samt at bidrage til at samordne de forskellige økonomiske interesser".
* Rådet består af repræsentanter for en række erhvervs- og arbejdsmarkedsorganisationer, Nationalbanken og regeringen samt et antal uafhængige fagøkonomer.
* Rådets formandskab består af fire uafhængige nationaløkonomer - de såkaldte økonomiske vismænd.
* De nuværende formænd er: Professor Hans Jørgen Whitta-Jacobsen, professor Michael Svarer, professor Eirik Amundsen og professor Claus Thustrup Kreiner.
* I alt består Det Økonomiske Råd af 25 medlemmer. Alle medlemmer, herunder også vismændene, udpeges af økonomi- og erhvervsministeren for normalt tre år ad gangen.
* To gange om året kommer de økonomiske vismænd med deres prognose for dansk økonomi og analyser af forskellige økonomiske problemstillinger for eksempel om den økonomiske politik, velfærdsstaten eller arbejdsmarkedsforhold.
* Prognosen diskuteres herefter i Det Økonomiske Råd. Medlemmernes kommentarer bliver inddraget i den endelige rapport, men selve rapportens indhold ændres ikke, selv om rådets øvrige medlemmer måtte være uenige heri.
Kilde: Det Økonomiske Råd
/ritzau/