I maltbolsjernes rige

At være nyuddannet journalist er lidt som at stå som fugleungen på vej ud af reden. Man har alle muligheder åbne - vingerne er flyvefærdige. Paletten er klar, men lærredet er tomt.
Hvad skal man satse på? Vil man være klassisk skribent og jagte de gamle journalistiske dyder, eller vil man leve det hårde magasin-liv med rød løber, champagnebrus og artikler om "ugens babe".

Lad os bare sige det med det samme. Provinsavisen er ikke lige det første, der falder for, når tågerne efter den sidste fest på journalisthøjskolen eller universitetet er lettet.
Man tænker på gamle, gulnede, mørke redaktioner, hvor man nærmest glider rundt i maltbolcherne og hører gamle, sure gnavpotter fra mesterlærens tid harcelere over nutidens tåbelige ungdom.
Det er der sgu ikke meget fest over.

Som 29-årig valgte jeg nu alligevel at tage springet fra den røde løber i Københavns kendisliv og ud på en mindre provinsredaktion.
Efter mange års bogstøveri og champagne-journalistik savnede jeg at snuse til håndværket. Virkelig være ude, hvor en bøsse er noget, man skyder med - og en journalist er en, der dykker ned i moradset og raporterer fra den virkelighed, der er hverdag for de fleste.

Nu er der gået tre år, siden jeg kom ind ad døren på lokal redaktion - og hvordan er det så gået?
Har jeg ar efter syrlige drops i nakken?
Er min lever stået af, fordi man på provinsredaktionen knapper den første øl op klokken otte om morgenen?
Savner jeg at interviewe Anni Brinch - tidligere Fønsby - om hvordan hun vil skifte ble på sin baby i fængslet?

Svaret er nej.
Jeg har lært at dukke mig, når bolcherne flyver.
Mit levertal er fint... indtil videre.
Og jeg er glad for at tale med mennesker, som min journallstik faktisk betyder noget for.

Men jo rygterne taler sandt - rundt om på redaktionerne sidder de gamle "gnavpotter" i deres små Hobbit-huler.
Men de kommer sjældent op i lyset til os andre.
Og når de gør, for at aflevere deres sure vris om "det der internet, som kun er en flygtig dille" eller "unge journalister er møgforkælede, næh dengang JEG...", er det faktisk meget hyggeligt.

En ting man ikke skal glemme er, at der hos de ældre journalister ligger en sand skattekiste af informationer.

Én ting er, hvad diverse undervisere, som ikke har været ude i den virkelige verden i årtier, lærer os på skolen.
Men når du står ude i virkeligheden, og lokummet for alvor står i flammer, så dukker den vrisne gamle mand pludselig op fra sit hul og redder din røv med et af sine guldkorn fra "dengang der fandtes rigtige aviser".