Kommuner skærer ned over for svigtede børn

Privatejede opholdssteder for anbragte børn har den seneste tid mødt kritik for deres takster, og enkeltsager har afsløret, at ledere på opholdssteder lever i luksus. Det bredere billede fortæller dog en anden historie, og landets kommuner barberer nu kraftigt i udgifterne til anbringelser af børn, skriver Kristeligt Dagblad. Kommunerne betaler, når et barn anbringes, og af en aktindsigt for Kristeligt Dagblad blandt 79 af landets 98 kommuner fremgår det, at flere kommuner forsøger at begrænse udgifterne til at anbringe børn.
Eksempelvis skriver Guldborgsund Kommune i sit aktindsigtssvar, at "den finansielle krise smitter af på opholdsstedsområdet, og det er mærkbart, at anbringende myndigheder forsøger at finde alternativer til anbringelser på opholdssteder". Ligeledes skriver Faxe Kommune, at "næsten alle private institutioner er ramt af den sparekampagne, som kommunerne har sat i gang (...) Børn tages hjem af kommunen og tilbydes andre foranstaltninger".

Den udvikling kender Landsforeningen af Opholdssteder, Botilbud og Skolebehandlingstilbud, LOS, kun alt for godt, fortæller direktør Geert Jørgensen. "Sidste år måtte omkring 25 opholdssteder for anbragte børn lukke, og vi har aldrig haft så mange opholdssteder med ledige pladser som nu. Det betyder en mere usikker tilværelse for børnene, som flyttes rundt. Det er ganske enkelt ulovligt, når kommunerne undlader at anbringe børn af økonomiske årsager, men sådan udlægger kommunerne det selvfølgelig ikke."

I Faxe Kommune har ingen af kommunens 14 privatejede opholdssteder været nødt til at lukke, men "rekonstruktioner" har været nødvendige. I gennemsnit koster en anbringelse af et barn 840.000 kroner om året, og med flere anbragte børn er det en betydelig udgift for kommunen. Også i Faxe, siger Jens Kragholm, kommunens tilsynsførende for anbragte børn og unge. "Det har ikke været drøftet at lade være med at anbringe børn, men andre muligheder bliver hele tiden vendt. Er det virkelig nødvendigt at fjerne barnet fra hjemmet? Selvfølgelig skal man gøre det, hvis det er et misbrugshjem, men mindre indgriben kan også gøre det. For nogle år tilbage var anbringelser for meget en patentløsning, for så behøvede kommunen ikke at gøre andet, men nu er der alternativer som familiebehandling og bedre rådgivning."

Knap 5000 børn og unge bor på anbringelsessteder, og for en måned siden viste en undersøgelse fra LOS, Danske Daginstitutioner og Socialpædagogerne, at halvdelen af 236 anbringelsessteder havde oplevet, at en kommune undlod at anbringe et barn hos dem, fordi stedet ikke sænkede prisen. Benny Andersen, formand for Socialpædagogerne, erkender, at kommunerne har en presset økonomi, og at anbringelser langt fra altid er løsningen. Men det må ikke blive en universel løsning ikke at anbringe børn, pointerer han. "Nogle kommuner har en politik, hvor man ikke vil anbringe, men både menneskeligt og økonomisk er det tudetosset. For det betyder, at en gruppe belastede børn ikke får den livschance, de burde være givet, hvilket kan blive dyrt i overførselsindkomster senere hen. Det er alt for kortsigtet at spare på det her, så der bør findes en mere solidarisk finansieringsmodel, så det ikke er den enkelte kommunekasse, der afgør, om et barn skal anbringes eller ej."