Kun knap hver tredje lønmodtager på det private arbejdsmarked stemte om de nye to-årige overenskomster. Det er historisk lavt, men også en tavs protest.
Det siger Flemming Ibsen, professor og arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet.
- Den lave stemmeprocent er udtryk for en tavs protest. Man har sagt til sig selv: Det resultat er så magert, at jeg ikke kan stemme ja, for så siger jeg ja til reallønsnedgang. Omvendt vil jeg heller ikke stemme nej, for en storkonflikt får jeg heller ikke noget ud af.
- Den logiske konsekvens af det er, at lønmodtagerne er blevet hjemme, siger Flemming Ibsen.
Professoren kan ikke mindes, at stemmeprocenten, 29,3, har været så lav tidligere.
- Siden 1991 har vi haft otte afstemninger, kun to af dem var deltagelsen på over 40 procent, ellers har de i gennemsnit ligget på 35 procent. Jeg kan ikke mindes, at stemmeprocenten har været så lav, siger Flemming Ibsen.
Der har ikke været drama i overenskomstforhandlingerne, der er ikke mobiliseret hverken for et nej eller et ja.
- De faglige ledere har været enige med arbejdsgiverne i, at der ikke var grund til at kræve de store lønforbedringer. Det er anden runde i træk på overenskomsterne, at lønmodtagerne må acceptere et reallønsfald. Det kan man ikke juble over og stemme ja til, siger Flemming Ibsen.
Krisestemningen har også sneget sig ind på arbejdspladserne.
- Lønmodtagerne har accepteret det, måske også fordi de er bange for at blive arbejdsløse, siger Flemming Ibsen.
Det har heller ikke hjulpet på urafstemningen, at det er blevet nemmere at stemme. Lønmodtagerne har kunnet stemme både via sms og mails.
/ritzau/