Eksperter anbefaler sandfodring

MARIELYST Når talen falder på kystsikring, er der mange spørgsmål. For eksempel undrer mange ved Falsters østkyst sig over, at vandet er begyndt at æde af klitterne, på trods af at kysten længe er blevet tilført sand fra Østersøen.

Det er ikke tilfældet længere, i og med at højvandshændelser i 2017 og 2019 har spist af klitten bag stranden.

Hvilken betydning har det for digets evne til at modstå en stormflod, og hvad bør der gøres ved situationen?

Sandfodring er anbefalingen fra Kystdirektoratet. Det vil sige, at man pumper sand ind fra havet som erstatning for det sand, havet allerede har taget. Det Falsterske Digelag har søgt og fået kommunens tilladelse til at gøre det.

Men det er en metode, der deler vandene. Nogle mener, at det er genialt. Andre, at det er spild af penge, og at man blot fodrer Østersøen.

- Ofte lægges der til kysten om sommeren, imens der nedbrydes i efteråret og om vinteren. Vi troede, at der samlet set ville blive lagt en lille smule til kysten hvert år. Men klimaet har ændret sig så meget de seneste 10 år, at der samlet set sker en erosion. Det kan gøre en form for kystsikring nødvendigt, siger Peter Frigaard, civilingeniør og forsker ved Aalborg Universitet i hav og kystbyggeri.

Men hvad er den bedste måde at kystsikre på, spurgte forstander af Højskolen Marielyst, Christian Schou, der også er formand for digelaget.

For det kan gøres inden for mindst tre niveauer. Det laveste niveau er ønsket om at bevare kystlinjen, og den billigste måde at løse det er ved at hælde sten og beton ud - noget, der kaldes hård kystsikring.

- Problemet med det er, at det mange gange bare flytter problemet videre til naboen, og at stranden forsvinder, siger han og tilføjer, at der findes grelle eksempler på flotte, brede sandstrande, der gik fra at agere fodboldbaner til at ligne en form for mole.

Ved det næste niveau bevarer man stranden og tilfører sand. Man kan øge indsatsen - og prisen lidt - og lægge høfder ud. Til gengæld beholder man stranden. Og ved det tredje niveau tænker man også på biodiversiteten og lægger stenrev ud.

- I skal gøre op med jer selv, hvor glade I er for stranden. Jeg forestiller mig, at I grundlæggende er her på grund af stranden, så mit bud på en løsning vil nok være at bevare stranden og ikke kun kystlinjen, siger Peter Frigaard.

Oliver Ries, naturgeograf og teamleder for Kyst og Klima hos Sweco, vurderer også, at sandfodring er det mest oplagte.

- Anlægsomkostninger til en hård kystbeskyttelse vil komme op på mellem 100 og 150 millioner kroner, hvis det skal lægges hele vejen op ad kysten. På den anden side vil man med sandfodring måske bruge en million kroner årligt, og så skal man bo der i 100 år for at komme op på et lignende beløb. Man kan eventuelt kystsikre ved enkelte områder, hvor det er særligt slemt.

- I løbet af den tid kan der være sket en mulig teknologisk udvikling - eller en udvikling i den situation, der påvirker erosionen, forklarer han.

Jens Bundesen kender til et par steder, hvor foden af diget slutter der, hvor stranden er færdig. Altså står man i princippet ved vandkanten, når man er ved foden af diget.

- Når man kommer så tæt på, påvirker det diget og graver i den forreste del. Sandfodring kan være med til at neutralisere det, siger han.

Christian Schou oplyser, at bestyrelsen i digelaget senere i november vil tage stilling til, om man skal sandfodre tre udvalgte steder til foråret - eller om man skal se tiden an.