Kommer det til storkonflikt, så vil Guldborgsund Kommune være de første til at mærke det, "lover" pædagogerne.
Det kan måske allerede nu betale sig varsko bedsteforældre og andre børneglade om at tage et par dage ekstra fri til foråret.
For pædagogernes fagforbund BUPL truer med at holde Guldborgsunds borgere som gidsler, hvis det kommer til konflikt i forbindelse med de store overenskomstforhandlinger, som de offentlige ansatte og regioner og kommuner har i 2008.
- I første omgang har vi udtaget en række kommuner og dermed en række medlemmer, som skal strejke i tilfælde af en konflikt. Vi håber ikke, det bliver nødvendigt, men det er et beredskab, vi har, og situationen er jo mere spændt end før, siger formanden for landets pædagoger i fagforeningen BUPL, Henning Pedersen til politiken.dk
Helt præcist har forbundet udtaget 10 "fortropskommuner", som er de første, der skal strejke. Dernæst er der udtaget 11 yderligere kommuner, som skal levere "forstærkninger", hvis konflikten skal skærpes.
Dermed vil cirka 12 procent af BUPLs medlemmer strejke og 22 procent, hvis konflikten optrappes.
Kommunerne er udvalgt, så konflikten bliver landsdækkende og på baggrund af indstillinger fra lokale fagforeningsfolk.
De ti kommuner er:
Frederiksberg, Høje-Taastrup, Rudersdal, Guldborgsund, Bornholm, Odense, Esbjerg, Horsens, Holstebro og Hjørring.
Sygeplejerskerne truer til gengæld med at strejke over hele linjen, hvis de bliver utilfredse.