Gymnasielærerne i Nykøbing og Maribo underviser i henholdsvis 20,5 og 21,9 procent af deres arbejdstid.
Langt størstedelen af de danske gymnasielæreres arbejdstid går ikke med undervisning, men med planlægning og forberedelse. Det viser en undersøgelse, som Rambøll Management har lavet for Undervisningsministeriet.
For eksempel underviser en gymnasielærer i gennemsnit 1,8 klokketime om dagen. Kun mellem gennemsnitligt 19 og 32 procent af arbejdstiden går til undervisningen, når ferier og fridage er trukket fra.
Og det går ud over undervisningens kvalitet, konkluderer Rambøll Management.
- Tilstedeværelse er en væsentlig forudsætning for at styrke videndeling, faglig sparring, pædagogisk udvikling, støtte af yngre lærere mm. og dermed i sidste ende af stor betydning for undervisningens faglige kvalitet, hedder det i konklusionen.
Af undersøgelsen fremgår det, at lærerne på Nykøbing Katedralskole underviser 20,5 procent af deres arbejdstid og lærerne på Maribo Gymnasium underviser 21,9 procent af deres arbejdstid. Gennemsnittet på landsplan er 21,9 procent.
Undersøgelsen omfatter ungdomsuddannelser, SOSU-skoler, VUC og lærer- og pædagoguddannelsen.