Michelle og statsministeren

KETTINGE - Badminton er en måde for mig at tømme hovedet og få alting lidt på afstand, fortæller Michelle Jørgensen fra Kettinge Badmintonklub.

Torsdag klokken 14 var hun inviteret til at fortælle statsministeren om, hvordan hun som ungt medlem af foreningsdanmark oplever den nedlukning, der har ramt sporten.

For selv om mange måske tænker, at badminton er en individuel sport, er der mange holdturneringer og masser af fællesskab.

- Sporten er mit frirum, siger den unge kvinde, der udover sin hhx-uddannelse i Næstved og ungdomslivet med veninder og kæreste går til badminton hver mandag og onsdag.

Eller det plejede hun at gøre. For i det seneste års tid har træningen bestået primært af løbeture og træning af slåteknik på en lille, interimistisk bane af fjerbolde, hun selv har sat op.

- Det har været svært og hårdt at skulle undvære sporten og kammeraterne.

Michelle Jørgensen begyndte at gå til badminton, da hun var 10 år gammel.

Det var en tid, hvor skolearbejdet og det sociale i skolen ikke altid fungerede så godt, men på banen kunne hun føle sig god.

Her kunne hun komme af med dårlige oplevelser.

Det gav selvtillid.

Således blev hun både landsmester og Sjællandsmester. Derudover oplevede Michelle Jørgensen en følelse af at høre til og være en del af et fællesskab.

Det var da også fællesskabet, hun lagde vægt på i sit oplæg til ministeren, hvor hun var på som den første, der skulle tage ordet.

- Det var jeg lidt nervøs over. Jeg havde forberedt mig, det var jo trods alt statsministeren. Men da mødet gik i gang, endte jeg faktisk bare med at improvisere, fortæller hun, da Folketidende møder hende et par dage senere.

Men hvorfor havde Michelle egentlig sagt ja til at medvirke?

- Jeg springer gerne ud i noget nyt, og så er jeg jo formand i DGI Storstrømmen Advisory Board. Vi talte om, at vi jo gerne vil høres og repræsentere de unges stemme i det her, forklarer Michelle Jørgensen.

Michelle Jørgensen understregede overfor statsministeren, at det kostede på fællesskabet, at man ikke kunne mødes omkring sporten, og fortalte om nedlukningen ud fra sin egen personlige oplevelse.

Mette Frederiksen tog ordet til sidst og roste foreningerne, lige fra spejdere til korsangere og badmintonspillere:

- Der skal mere end en global pandemi til at vælte jer af pinden. I må love mig, at I holder fast, lød det fra statsministeren.

Og hvordan er det egentlig her nogle dage efter at have haft statsministerens opmærksomhed?

- Jamen, det var virkelig rart. Jeg følte mig lyttet til, og det var endda af en person, som rent faktisk kan gøre noget. Jeg følte mig vigtig. Det var stort, fortæller hun og afslører, at hun da også har delt oplevelsen på de sociale medier.

Michelle Jørgensen er ude i den lille have, der hører til lejlighedskomplekset, hvor hun deler en lejlighed med sine to veninder.

Hun spiller med en imaginær fjerbold og træner sin slå teknik. Det blæser, og man kan levende forestille sig, at sporten ikke kan rykke udendørs.

Det er Michelles håb, at hun og de andre indendørs sportsgrene snart kan få lov til at spille igen.

- Vi havde en overgang, hvor vi måtte spille 10 personer i hver ende af hallen. Hvis vi bare kunne få lov til det. Det håber jeg. Bare vi kan komme ind på banen igen. Det er der, fællesskabet springer ud fra.